Af Burkhard Sievers

 

 

Den 13.6. tog 18 dedikerede GL-ere (13 fra hovedbestyrelsen, 5 fra sekretariatet) til folkemøde. Det var en stor oplevelse at være med, og lad det være sagt med det samme: det gav god mening.
Hvis nogle af læserne er misundelige over, at vi kunne tage af sted midt i eksamensperioden, så kan jeg kun sige, at det har I al mulig grund til at være – der var en fantastisk feriestemning med godt vejr, glade og interessante mennesker, god øl og meget, meget mere.

Fra venstre: Jeppe Kragelund, Burkhard Sievers, Peter Hall, Stine G. Sørensen og Anders Frikke (Alle er HB-medlemmer).

Hovedbestyrelsen havde på forhånd besluttet, at de tre faste udvalg (Uddannelsesudvalg, Arbejdspladsudvalg og Overenskomstudvalg) skulle deltage i et vist antal arrangementer sammen, både for at vise flaget, men også for efterfølgende at have mulighed for at drøfte indtrykkene på baggrund af fælles oplevelser. Det fungerede fint. På denne måde var der et fastlagt program, men også plads og tid til at udforske folkemødet på egen hånd, blive inspireret, knytte kontakter og opleve stemningen.
Den er særlig. Lars Løkke brugte sin åbningstale til blandt andet at henvise til åbningskampen af fodbold-VM samme dag. Rusland mod Saudi Arabien. Jeg bliver nødt til at give ham ret i hans lidt billige joke, at folkemøder i disse lande nok ville adskille sig en hel del fra Bornholm.
Vil man læse en fyldig reportage, så skal man gå et andet sted hen, blandt andet her på Gymnasieskolen, som var repræsenteret med to dygtige journalister.
Men jeg vil godt gengive et par af mine egne pointer som medlem af overenskomstudvalget, der har fulgt OK 18 tæt og ytret sig her i Gymnasieskolen og på sidste repræsentantskabsmøde om det.

Både OK 18 og den danske model blev diskuteret flittigt, og det var selvfølgelig et begrænset antal arrangementer, som man kunne deltage i. Jeg var med til fem i alt.
Det mest givtige fandt sted i Folkets hus om fredagen, hvor panelet bestod af formand for Dansk sygeplejeråd Grete Christensen, regionsrådsformand Anders Kühnau, fællestillidsmand for sygeplejerne i Nyborg kommune Anja Skovgaard Nissen og arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedal fra Aalborg universitet.
Størst indtryk på mig gjorde

Størst indtryk på mig gjorde Anders Kühnaus indrømmelse af, at lønmodtagernes musketered fik ham og hans kollegaer til at ryste i bukserne.

Anders Kühnaus indrømmelse af, at lønmodtagernes musketered fik ham og hans kollegaer til at ryste i bukserne. Med et samtaledemokrati som det danske betyder det noget, når 800.000 lønmodtagere udøver verbalt og nonverbalt pres. Det er en vigtig pointe, som får mig til at blåstemple den danske model. For objektivt betragtet var vi netop på sundhedsområdet havnet i en situation, hvor mange ansatte ikke havde strejkeret, fordi de indgik i et nødberedskab, og hvor Folketinget efterfølgende med et indgreb i sidste ende kunne diktere betingelserne. Jeg har andet steds gjort opmærksom på, at den type spilleregler normalt forekommer i en diktaturstat. Det talte jeg med Anders Kühnau om efterfølgende, efter jeg havde kvitteret for hans tilbageholdenhed i pressen under konflikten og hans indrømmelse af, at det politiske pres fra lønmodtagerne havde virket.

Debat om den danske model

Grethe Christensen er skarp og god at høre på – hun gjorde det suverænt. En fin lille detalje kom fra fællestillidsmanden Anja, da emnet med de sparede lønkroner under en konflikt kom op. (Anders Kühnau har ellers en pointe, at det ikke nødvendigvis gælder på sygehusområdet, hvor en konflikt skaber en ventelistepukkel, som efterfølgende skal tackles). På hendes børns folkeskole blev der i 2013 etableret en oplevelseslegeplads for de penge, som kommunen havde sparet under lærerlockouten. Tænk at gå på arbejde som lærer og dagligt bliver mindet om overgrebet fra april 2013. Ikke mærkeligt, at 70.000 uddannede folkeskolelærere i dag arbejder udenfor folkeskolen.
Laust Høgedal bekræftede også i dette arrangement, at den danske model har fungeret under OK 18 og at han med en forskers øjne ikke ser et alternativ til den danske model. Men han påpeger, at man især i Sverige tidligere har evalueret overenskomstforløb parterne imellem efterfølgende og har foretaget visse justeringer i modellen. Det efterlyste han også for Danmarks vedkommende.
Jeg mødte Laust ved flere lejligheder under folkemødet og diskuterede blandt andet overenskomstforløbet på det offentlige arbejdsmarked i Tyskland i år og den lidt mærkværdige situation i Danmark, at regeringsindgreb er mulige, selvom det hedder sig, at parterne forhandler, og selvom det ikke er en del af hovedaftalen. Det er altså en kutyme, som ingen for alvor stiller spørgsmålstegn ved. I Tyskland er et regeringsindgreb ikke muligt.
Det var for mig også den vigtigste pointe i et andet arrangement hos Dansk industri med finansminister Kristian Jensen, Dansk metals formand Claus Jensen og Dansk industris administrerende direktør Karsten Dybvad. Især Kristian Jensen, men også de andre, hånede de offentlige overenskomstforhandlinger og mente selvfølgelig, at det fungerede meget bedre hos de private. Karsten Dybvad kom to gange med følgende formulering: ”når der så skal gribes ind….”
Som sagt er regeringsindgreb ikke en del af hovedaftalen, men især arbejdsgiverne regner tilsyneladende fast med en hjælpende hånd i ny og næ.
Laust Høgedal er i gang med en systematisk analyse af alle hidtidige regeringsindgreb på det danske arbejdsmarked – det glæder jeg mig til at høre mere om.
Mødet i Dansk industri startede for øvrigt med en god omgang tyskerbashing. Kristian Jensen var forsinket, og i ventetiden underholdt moderator Martin Breum med en anekdote om ventetid. Humoren blev opfundet, mens folk ikke rigtigt kunne foretage sig noget, mens de ventede på et eller andet, fx toget. Så begynder man at fortælle sjove historier. Og så sluttede han af med at sige: ” I Tyskland kommer togene altid til tiden”.
Tyskerne har selvfølgelig som bekendt ingen humor, det er en ubestridelig kendsgerning, men det med togene passer altså ikke. Deutsche Bahn og DSB ligger meget tæt på hinanden i forsinkelsesstatistikkerne.

OK 18 blev også evalueret hos Danmarks lærerforening i flere omgange. Jeg deltog i mødet med vore egne så at sige, nemlig Flemming Vinther, Grethe Christensen, Anders Bondo og Nina Palesa Bonde (helten fra Forligsen). Der var udbredt enighed om et godt OK 18-forløb med gensidige skulderklap, på trods af den manglende arbejdstidsaftale for lærerne. En enkelt tillidsrepræsentant ytrede sig kritisk under debatten, men jeg er enig i, at folkeskolelærerne opnåede det bedst mulige resultat, og at deres afstemningsresultat vidner om udpræget realisme.
Om aftenen havde jeg fornøjelsen af at deltage i det store quizshow i lærernes hus, som blev morsomt og dygtigt ledt af Sebastian Dorset. Grupperne skulle svare på 26 relevante folkeskolespørgsmål. Jeg var i gruppe med Anders Bondo – overflødigt at sige, at vores gruppe vandt suverænt (tag den, Jeppe Kragelund!).
Et andet OK18-arrangement med lærerne er omtalt her:
https://www.folkeskolen.dk/637838/tilbageblik-paa-ok18-vi-maa-aldrig-slippe-den-danske-model

Om lørdagen deltog jeg i yderligere to arrangementer om den danske model og forholdet mellem den private og den offentlige sektor. Det ene var organiseret af Dansk arbejdsgiverforening, der fisker efter pointen, at høje lønninger i det offentlige ødelægger det for de private, der trods alt skal hive pengene hjem til os alle sammen.
Respekt for arbejdsgiverforeningen, der havde en dygtig moderator og var velforberedt. I hvert fald lykkedes det for dem at få den nye formand for FOA, Mona Striib, på glatis. Deres eksempel var, at en privatansat rengøringsassistent er billigere i drift end en tilsvarende offentlig, mest fordi udenomsomkostninger som pauser og omsorgsdage er højere i det offentlige. Det var svært at argumentere imod, og derfor prøvede Mona Striib at slå igen med et lidt uheldigt eksempel. Hun fremførte, at der muligvis ikke var den store lønforskel ved rengøringsassistenter, men at der ved cheferne var et meget højere lønniveau i det private, sammenlignet med det offentlige. Det greb direktøren fra KL, Kristian Heunecke, lynhurtigt. Han var glad for, at Mona Striib gjorde sig til talsmand for skævdeling af de offentlige lønmidler, så cheferne fik noget mere!
Hun kan vokse med opgaven!

Efterfølgende deltog jeg i en paneldiskussion, der blev modereret af Anders Lund Madsen. Stemningen og seriøsiteten blev straks en anden! De to gengangere, Flemming Vinther og Laust Høgedal, mødte jeg rigtig mange gange, og der er ikke mere at tilføje. Interessant var det, at formanden for Krifa, Søren Fibiger Olsen, turde stille op til spanking. Jeg kan kun sige, at jeg er glad for, at Krifa ikke er en aktør på det offentlige arbejdsmarked.
Som sagt var der masser af solskin, relaxed stemning og virkelig mange mennesker med godt humør. Jeg er glad for, at GL har udvidet vores deltagelse i folkemødet, og jeg håber personligt, at jeg også til næste år kan være en del af holdet. Jeg har besluttet mig for at stille op igen ved det kommende hovedbestyrelsesvalg for liste 3.
Selv tilbageturen gav en rigtig god oplevelse. På Annette Nordstrøms foranledning skulle vi tipse om udfaldet af Danmarks landskamp mod Peru. Jeg sagde 1:0.
Vil man læse mere om mine overvejelser omkring den danske model, henviser jeg til mine tre debatindlæg om emnet her:

Den danske model om igen
Strøtanker til konflikten – den danske model under pres
Respekt om den danske model