Opgør med selveje: Fra 2011 var selveje gennemført, og nu skulle alle ungdomsuddannelser drives af den samme sum penge per elev. På papiret en smuk tanke – i praksis en fiasko.
Af Burkhard Sievers
Lektor ved Odsherreds Gymnasium, Medlem af GL’s hovedbestyrelse
Sidste sommer lukkede otte VUC-afdelinger i provinsen. En katastrofe for de små samfund, hvor VUC måske var den eneste uddannelse udover folkeskolen, se på Langeland.
Hvordan var det kommet dertil?
Kommunerne havde opdaget et problem, nemlig at unge under 25, som havde svært ved de traditionelle uddannelsestilbud, ikke i tilstrækkelig grad blev tilgodeset. For at løse problemet besluttede man, at alle unge, der brugte VUC’s 9. og 10. klasses tilbud (AVU), skulle overføres til den nye FGU (Forberedende Grunduddannelse). I min optik et godt eksempel på en aktiv kommunal uddannelsespolitik.
Sorteper blev desværre VUC, som på de små steder mistede kursistgrundlaget og derfor ikke længere kunne svare husleje, lønninger m.v. Bestyrelserne i Odense og f.eks. i Aalborg reagerede ved at lukke disse tabsgivende afdelinger for at redde hovedaktiviteten i de større byer.
De kunne ikke agere anderledes, fordi gymnasier og VUC er underlagt statsligt selveje. De får en pose penge per elev til at drive skolen for, og når så mange elever forsvinder som følge af en kommunal reform, så skal de enten lukke afdelinger eller gå helt fallit.
Dette debatindlæg er et opgør med selve systemet »selveje«, hvor hver enkelt skole er sin egen herre.
Dette debatindlæg er et opgør med selve systemet »selveje«, hvor hver enkelt skole er sin egen herre. Et system, som blev indført i 2007, og som foreløbig har kostet otte VUC-afdelinger livet. Et system, som vil koste flere gymnasier og VUC livet, hvis ikke kursen rettes op.
Hvorfor har vi systemet? Selveje er et resultat af kommunalreformen i 2007. Indtil da stod amterne for gymnasier og VUC, og med deres bortgang skulle der findes en ny organisation. I 00’erne hyldede regeringen stadigvæk New Public Management-tankegangen, at en sund konkurrence mellem forskellige skoler ville fremme kvaliteten og dermed samlet føre til et bedre uddannelsestilbud. I dag er NPM lagt død, men lever videre i ungdomsuddannelserne som ødelæggende levn.
Man indførte i 2007 et fælles taxametersystem og overlod uddannelsespolitikken til små selvstyrende enheder, som havde til opgave at optimere deres egen skole uden hensyntagen til det samlede uddannelsestilbud i nabolaget.
Overgangsperiode
For at denne nye konkurrencetankegang med ensartet taxameter ikke slog igennem alt for brat, fik man indført en overgangsperiode, hvor skolerne med høje bevillinger gradvis afgav penge, mens billigere skoler fik tilført ekstra midler med en indbygget forsinkelse.
Fra 2011 var selveje gennemført, og nu skulle alle ungdomsuddannelser drives af den samme sum penge per elev. På papiret en smuk tanke, men i praksis en fiasko.
Fra 2011 var selveje gennemført, og nu skulle alle ungdomsuddannelser drives af den samme sum penge per elev. På papiret en smuk tanke, men i praksis en fiasko.
Problemet med selveje og taxameterbevillingen er helt åbenlyst, at skoler, der har svært ved at optimere klassestørrelsen, får et underskud og risikerer at gå fallit, mens skoler med et socialt stærkere elevgrundlag får ekstra penge, som de kan bruge til at tilbyde et bedre tilbud, f.eks. ved nye og moderne bygninger eller ved oprettelsen af flere fag, som giver skolen et godt rygte og sørger for gode søgetal i det kommende skoleår. En ond spiral, der uvægerligt vil føre til skolelukninger i nedgangstider.
Hvis vi vil undgå skolelukninger i den nærmeste fremtid, skal der handles nu. I mange år er det usunde taxameter- og selvejesystem blevet accepteret, selvom det førte til en stor skævhed i skolernes økonomi. Den simple grund er, at der siden 2007 har været en markant stigning i søgningen til ungdomsuddannelserne, og derved har alle skoler fået et stykke af kagen. Taxameteret bliver givet per elev, og udgifterne for at drive skole stiger kun lidt, når der er 50 elever mere. Det gjorde det også muligt for de udfordrede skoler at få pengene til at passe, mens andre kunne generere et overskud og brugte dem på prestigebygninger, som VUC i Sønderjylland nok er det grelleste eksempel på.
Skolernes økonomi bliver udhulet, især i de områder af Danmark, som vil opleve det største fald i elevantallet.
De seneste år er det gået den anden vej. Dels har omprioriteringsbidraget på de to procent årligt ramt skævt af de nævnte grunde, dels er elevtallet vigende, fordi ungdomsårgangene er blevet mindre. Og her ligger den virkelig store udfordring i de kommende år. Lige så lidt som udgifterne vokser, når der kommer et par elever til, lige så lidt falder de, når der pludselig mangler elever. Skolernes økonomi bliver udhulet, især i de områder af Danmark, som vil opleve det største fald i elevantallet.
Alle i sektoren kender udfordringen, men indtil nu har der ikke været fokus på den første forudsætning for løsningen af problemerne: Afskaf selveje og erstat det med en statslig uddannelsespolitik, der sikrer gode uddannelsestilbud i hele landet!
Indlægget er publiceret i Sjællandske Nyheder d. 27/5-2020: https://sn.dk/Debat-/Afskaf-selveje-og-erstat-det-med-statslig-uddannelsespolitik/artikel/946474?fbclid=IwAR3Ng