Bombarder hovedkvarteret – eller
Af Poul Dalgaard, TR på Vestfyns Gymnasium og kandidat til GL’s valg til Hovedbestyrelsen for Liste 3.
Et stykke hen ad vejen forstår jeg godt, når GL-medlemmer meget langt fra et GL-maskinrum slår ud med armene og skyder på foreningen – lad det være understreget med det samme: uden brok ingen bevægelse, og faktum er da også, at der er nok at bekymre sig om, når emnet er gymnasielæreres arbejdsliv.
Personligt har jeg som TR og gennem 6 års medlemskab af GL’s overenskomstudvalg taget det på mig som en vigtig mission at bevare GL på et spor, hvor vi søger at opnå realistisk påvirkningskraft i forhold til rektorer, embedsværk og politikere, herunder også i forbindelse med overenskomstforhandlinger – og det har jeg gjort med en klar placering på Liste 3, men også ud fra et godt samarbejde såvel med formanden Thomas Keppler – og i øvrigt også i et overenskomstudvalg, hvor vi på tværs af liste 1,2 og 3-repærsentation faktisk har ret stor konsensus om den strategiske linje.
Kåre Blinkenberg skyder på liste 3 og Anders Frikke, når han går i rette med en strategi der skal sikre, at vi bliver taget alvorlige ved overenskomstbordet, og når den EPX, der tydeligvis tidligt tegnede sig et flertal for politisk, skal virkeliggøres. Når Kåre taler om falske modsætninger i forhold til, at liste 3 angiveligt skulle mene, at en kritisk røst fra GLs side er uforenelig med viljen til at søge dialog og samarbejde, så er det præcis en falsk modsætning, han selv fremstiller.
Lad mig tilbyde eventuelt interesserede et indblik i hvad en balanceret liste 3 tilgang til interessevaretagelsen i offentligheden og på de indre GL-linier består i i forhold til mange af de vigtige kampe, vi netop står med pt.
I forhold til overenskomstarbejdet har det undret mig dybt, at et mangeårigt HB-medlem som Kåre Blinkenbjerg ,og med ham flere andre listedeltagere, kunne agitere for et nej til OK21 – læs:
Medmindre vi en dag får en regering båret af Enhedslisten, så er det ganske simpelt urealistisk at forestille sig, at vi som eneste offentlige arbejdsområde skulle kunne trylle os tilbage til situationen før 2013, hvor finansiering og nationale standarder for tidsanvendelse direkte var indlejret i overenskomsten (mere dog for STX-overenskomsten end for EG). Da det siden 1899 har været fastsat, at det er arbejdsgiver der leder og fordeler arbejdet, er det GL’ forbandede pligt at kæmpe for hver en millimeter ved overenskomstbordet for at få tilvejebragt redskaber, der kan sikre en rimelig proces i forbindelse med dialog og opgørelse af arbejdstid i forhold til arbejdsgiver. Og indrømmet det er små men dog meget vigtige skridt, vi faktisk har taget ved OK21 og OK24. En vej tilbage til centralt fastsatte rammer for arbejdstidens anvendelse knytter sig meget simpelt og spinkelt til at vi lykkes flere steder at lande lokale aftaler, så vi måske på et tidspunkt igen reelt kan mødes om det ved et overenskomstbord – og ud over at kampen for at skabe bedre rammebetingelser for skoler med tidsregistrering som aflønningsprincip er et indlysende formål i sig selv, så er det i øvrigt forudsætningen for, at aflønningsnormerne ved lokale aftaler kan blive rimelige.
Når vi tirsdag den 4. marts skal vedtage GLs krav til indsendelse til AC, kunne det naturligvis være fristende blot at forlange, at overenskomsten skal løse alle forhold vedrørende arbejdsopgavers omfang – det virker dog til, at selv Kåre har indset, at det er uholdbart. I stedet har vi i overenskomstudvalg og hovedbestyrelse indstillet til repræsentantskabet, at vi blandt meget andet angriber årsnormen, der oplagt rummer mange udfordringer. Her er det dog som altid en overvejelse, i hvilket omfang kravet skal prioriteres, når vi skal vælge strategi. Årsnormen og den fleksibilitet den rummer, har både gode og negative sider, og der er brug for en nuanceret snak om hvordan vi eventuelt kan ”normaliseres” på en god måde. Det er i øvrigt min vurdering, at vi her har med et forhold at gøre, som AC umiddelbart kan identificere sig med, det er dog spørgsmålet, om vi på det erhvervsgymnasiale område kan få DJØF og IDA med på et sådant krav, og uden det risikerer vi selvfølgelig, at et gennembrud på GL-overenskomsten fører til ulighed mellem de to områder. Noget andet er, at i det øjeblik hvor ledelserne reelt bliver tvunget til ved kvartalsvise opgørelser – som tilfældet netop er på den generelle AC-overenskomst – at sørge for afspadsering af overtid løbende, så vil det helt automatisk indebære, at modparten vil ændre på undervisningsåret, så en udjævning af arbejdsomfanget reelt bliver muligt – en indirekte forbedring for særligt de deltidsansattes mulighed for indhegning af rådighedstid kunne være en virkning, om end der nok vil være en og anden gymnasielærer der vil brokke sig, hvis de nuværende ca 25 dages flex uden skemafastlagte arbejdsopgaver, mange af os oplever nu, skulle forsvinde – læs om hvad krav for deltidsansatte kan bestå i:
Læs ligeledes hvordan præcise adresseringer af de logistiske rammeudfordringer angående eksempelvis eksamensområdet kan have stor betydning for bestræbelserne for at udjævne arbejdsbelastning:
Som Kåre selv er inde på, skal GL gå på to ben ved på den ene side at gå kritisk til værks i forhold til de uomtvisteligt mange problemer EPX-reformen byder på – læs:
Læs også det svar fra S-ordfører på det erhvervsgymnasiale område, Thomas Skriver returnerede med:
ligesom han henvendte sig, og efter 2 timers snak var med på ideen om, at vi i fællesskab sørgede for at alle gymnasiale TR og rektorer/direktører på Fyn på tværs af sektorerne blev samlet til et dialogmøde sammen med Thomas på Mulernes Legatskole – og hvor fra der blev lavet et såkaldt Mulermanifest:
Det er klart at en GL-position ændrer sig, i og med reformen nu er vedtaget – læs:
Pointen er blot, at GL ved siden af en kritisk røst er pisket til i forhold til de politiske beslutningstagere klart at signalere, at vi er til at tale med, når der til syvende og sidst skal findes løsninger på de politiske vedtagelser. Her koster det ganske simpelt dyrt, hvis vi ikke kender vores besøgelsestid – følgelig må GLs forpersonskab trække balanceret i retning af diplomati og pragmatisme. Det gælder såvel i kommunikation og adfærd rettet ind som ud af organisation, sagt med andre ord: de lærere, som lige nu er i fare for at miste deres nuværende stillinger, er afhængige af at GL’s strategi sikrer, at EPX’en lander mest muligt i vores interesse.
Som mangeårigt medlem af Overenskomstudvalgt kan jeg om nogen bevidne, at der fra GL-organisationens side helt berettiget lægges rigtig mange kræfter i arbejdet med at sikre bedre lokallønsforhold for det erhvervsgymnasiale område. Det er i øvrigt en sag, der allerede nu og endnu mere i fremtiden helt forudsigeligt vil få stigende betydning for alle medlemmer, da lokalløn af regeringen – og i det hele taget ret bredt politisk – bliver anset for den hellige gral, når det kommer til at redde den offentlige sektor. Med andre ord bliver det noget, vi selvfølgelig skal bekæmpe, men ud fra en realistisk forståelse af, at hvis modparten vil tvinge det ned over os og AC, så må vi i alle tilfælde finde ud af at håndtere sådanne krav – læs:
I det hele taget er det en falsk modsætning, når AC fremstilles som et grundlæggende problem. Det er fuldstændig afgørende for os, at vi har AC-opbakning i forhold til de mange kampe, vi skal kæmpe, så vi kan sikre, at EPX også bliver en boglig uddannelse med en stor grad af akademisk lærerbesætning, og tilhørende akademisk overenskomst. Endelig er det vigtigt at forstå, at det kun er i AC-regi, vi kan få afbødet de værste effekter fra den lokallønsstorm, vi helt forudsigeligt løber ind i om et lille års tid, når der skal forhandles OK26. Selvfølgelig kan vi insistere på at være overenskomstmæssigt herre i eget hus og spille hard ball – det kræver blot, at vi vedtager at klausulere vores krav, og/eller mere oplagt modklausuerer, når modparten præsenterer det, der har udsigt til at blive nogle meget udfordrende krav – men meget væsentlig kræver det ligeledes, at vi er parate til at strejke eller at blive lockoutet, og det kræver selvfølgelig en konkret analyse, der peger på, at en sådan strategi fører os et bedre sted hen end at fastholde at vores skæbne til syvende og sidst er bundet til et samlet AC-bord.
