OK18 lige nu – set med GL’s briller
Kære GL’ere – hvor står STREJKEBAROMETERET lige nu? Kommer der en konflikt?

I dag den 17. januar vurderer vi, at STREJKEBAROMETERET står på 2 på vej mod 3 på en skala fra 1-5.
I dag den 17. januar vurderer vi, at barometeret står på 2 på vej mod 3 på en skala fra 1-5.
Fra mange sider bliver vi spurgt om, hvordan det går med overenskomstforhandlingerne – det er nemlig yderst spændende; og der er denne gang mere på spil, end der har været i den tid, de fleste kan huske.
Det er svært at vide, hvad der er op og ned i overenskomstforhandlingen, og forløbet er i øjeblikket i den grad strategisk og afhængigt af øjnene, der ser. Det skal dog ikke hindre os i at prøve at stikke en finger i jorden og give vores internt GL-vinklede vurdering af status i øjeblikket. Desuden vil det også være nyttigt at stoppe op og overveje forhandlingsbaggrunden og mulighederne set med GL’s briller.
Derfor dette nyhedsbrev – og det er ambitionen, at det vil blive fulgt op efterhånden som forhandlingssituationen ændrer sig.
Sidste nyt onsdag den 17. januar:
Sidst nyt er – kunne man fristes til at sige – intet nyt fra Vestfronten. Alle forhandlingsmøder på vores område CFU (Centralorganisationernes Fællesudvalg) med Moderniseringsstyrelsen er nemlig aflyst og aflyses løbende i solidaritet med LC (folkeskolelærerne m.fl.), da forhandlingerne på de andre områder (herunder GL) afventer reelle forhandlingerne på lærerområdet med henblik på afviklingen af lov 409 (lovindgrebet i lærerlockouten i foråret 2013).
Forhandlinger fortsat udskudt
Og så alligevel – for der kom nyt i dag! I dag var der nemlig et vigtigt forhandlingsmøde mellem Anders Bondo (DLF) og Michael Ziegler (KL). Det var et møde, vi havde ventet på i lang tid, da det kunne vise sig at blive startskuddet på vores forhandling i GL. Efter mødet måtte Anders Bondo desværre meddele de øvrige offentlige organisationer, at der fortsat ikke er reelle forhandlinger på lærerområdet, hvilket betyder, at forhandlinger på alle andre områder fortsat ligger stille, som en del af aftalen mellem de offentlige ansattes fagforbund herunder GL. Vi må sige, at dette er et bekymrende signal, som bestemt har bragt en konflikt tættere på at blive en realitet.
De fire store knaster i de offentlige forhandlinger
Solidariteten mellem de offentlige fagforbund er helt afgørende i denne stund – det handler ganske enkelt om Den Danske Model. Så her skal vi virkelig have is i maven og om nødvendigt holde fast til den bitre ende.
Og som om udfordringer på lærerområdet ikke var nok, så er der mange andre store forhandlingsudfordringer, der venter når/hvis det ender med en forbrødring mellem Bondo og Ziegler.
Overordnet set taler vi om fire store knaster ved OK18, som er:
- Lærerområdet skal have en overenskomst i stedet for lov 409 (som nævnt ovenfor).
- Betalt frokostpause — en overenskomstsret eller et gode? ** Se nedenfor
- Lønpuljer til lavtlønsområder
- Reguleringsordningen (regulering af lønniveau mellem det offentlige og private område).
**Vedr. “betalt frokostpause”, så er det bagvedliggende problem, at vi oplever en arbejdsgiverpart, som forsøger at udhule overenskomsten i fredstid. Ændringer på arbejdsmarked skal forhandles under overenskomstforhandlinger, således at vi netop sikrer et stabilt og roligt arbejdsmarked i fredstid, dvs. mellem overenskomstforhandlingerne. Et vigtigt element i den Danske Model. Et eksempel på denne adfærd fra arbejdsgivers side, så vi med fjernelse af de fire kutymefridage på djøf’s område (fri juleaftensdag, nytårsaftensdag samt to halve fridage grundlovsdag og 1. maj).
Ovenstående “knaster” forhandles på et højere niveau end GL’s egne forhandlinger. Aftalen mellem de offentlige ansattes fagforbund betyder, at forhandlingerne på alle niveauer, dvs. kommuner, regioner og staten gøres afhængige af hinanden for at lægge et maksimalt pres på arbejdsgiverne om denne gang at føre reelle forhandlinger. Findes der ikke en løsning på alle de fire knaster, så er der faktisk en meget reel risiko for, at store dele af det offentlige arbejdsmarked kommer i konflikt – storkonflikt, når overenskomsterne udløber til april.
GL’s eget område
Hvad så med os i GL? Moderniseringsstyrelsen har stillet følgende krav (“oversat”) som vil have direkte indflydelse på gymnasielærerområdet:
- GL’s selvstændige overenskomst skal fjernes. Området skal dækkes af AC-fællesoverenskomsten.
- Fjernelse af fagtillæg.
- Ophævelse af §4 om tidsubegrænset ansættelse (som i dag sikrer, at man skal fastansættes, hvis man ikke vikarierer).
- TR’s forhandlingsret på lokal løn skal fjernes, og en større andel af lønnen skal udmøntes lokalt.
I forhold til punkt om 4 Lokal løn, så har vi i GL henover juleferien lavet en undersøgelse, som totalt afviser Moderniseringsstyrelsens påstand om, at kravet tilgodeser medarbejdernes ønsker.
Sophie Løhde påstår, at 45% af de offentlige ansatte foretrækker at forhandle deres egen løn. Vores undersøgelse viser, at det i hvert fald IKKE gør sig gældende på vores område. Her svarer nemlig kun 5%, at de gerne selv vil forhandle.
Flere svarer som fritekst, at “lokal løn” virker dårligt, den opleves som uretfærdigt og flere steder udmøntes de lokale lønkroner ikke efter intentionen (ca. 10% af lønsummen skal komme fra lokale lønmidler).
GL’s egne krav til Moderniseringsstyrelsen har fokus på synlighed i forhold til planlægningstal, forhindre uønsket skæv arbejdsbelastning samt bedre regler omkring udmøntning af merarbejde samt lønkrav. (GL’s krav i deres helhed kan læses på gl.org).
Kommer der konflikt?
Indtil videre er der ingen tegn på gennembrud i forhold til de “fire store knaster”. Den første knast vedr. lov 409 har fortsat sat alle forhandlinger i stå. Der er med andre ord stadig relativt stor risiko for, at vi kan ende i en storkonflikt.
Vil man gerne lege spåkone, så kan man overveje, om arbejdsgiverne efter at have kørt sygeplejerskerne over og bagefter lærerne nu endelig vil indse, at det ikke gavner det offentlige arbejdsmarkedet med et højt konfliktniveau og mangel på samarbejde. Netop det dårlige forhandlingsklima har denne gang ført til, at vi har fået samlet hele den offentlige sektor i en “solidaritetspagt”/musketered under overskriften: NOK ER NOK i en fælles kamp mod “de fire knaster”, som nævnt ovenfor.
Man kan også overveje om en presset blå regering (bagud i meningsmålingerne til rød blok) vil “tillade” en storkonflikt på det offentlige arbejdsmarked netop nu?
Ja, indtil videre kan det kun blive ved gætterierne. Det ser svært ud, men presset (og vores vilje) er stort for, at vi sammen med arbejdsgiverne kan finde en forhandlet løsning, men intet er givet – derfor må det blive et 2-tal på strejkebarometret.
Et er dog sikkert. I GL er vi klar, hvis det skulle komme til konflikt – så vær beredt i april (Den nuværende overenskomst udløber 1. april). Vi må derfor anbefale IKKE at planlægge ferie i april og maj måned, da den kan blive annulleret i forbindelse med enten strejke eller lockout.
Mange hilsner en broget flok GL’ere: Hovedbestyrelsesmedlemmer, TR’ere og “OK18-engagerede” lærere 😉
(Anders Frikke, Peter Hall, Burkhard Sievers, Stine Gørup Sørensen, Alex Young Pedersen, Kasper Bøcher, Frederik Bo Lind og Jeppe Kragelund).