Hvor står OK18-forhandlingerne lige nu?

Selv i disse influenzatider bliver der forhandlet OK18, og i den uge vi er på vej ind i (uge 6) – som efter planerne er den sidste forhandlingsuge – vil det formentlig komme til at stå klart, hvor hårdt fronterne er trukket op, og om der er mulighed for at lande aftaler, og dermed undgå en storkonflikt.

Da der her tæt på “deadline” fortsat er rigtig mange løse ender, vælger vi at hæve konfliktbarometret fra niveau 2 sidste gang til lidt over 3 denne gang. Lad os sige 3,2 på en skala fra 1-5.

Der er blevet forhandlet på livet løs i de seneste dage og også “as we speek” på højeste niveau. Der er ligeledes aftalt endnu et møde på vores område i den kommende uge. Og på papiret er det planen, at de afgørende og afsluttende forhandlinger skal føres fra torsdag morgen og frem til fredag morgen d. 9/2. Der er dog stadig ingen konkrete delaftaler, og det giver grund til bekymring. Kan det nås på så kort tid?

Delmålene og “de store knaster”

Overenskomstforhandlingen forløber normalt sådan, at man bliver enige om nogle delaftaler undervejs, og så venter med de helt store knaster. Problemet er imidlertid, at stort set alt pt. stadig er til forhandling, hvilket er usædvanligt så sent i processen. Det kan derfor meget vel ende med at blive en kaotisk kommende uge, hvor alt kommer i spil på samme tid i forsøget på at nå nogle løsninger. På den anden side er det helt givet, at disse forhandlinger på niveauerne over GL (CFU) er hemmelige og lukkede i øjeblikket, hvorfor det er umuligt at sige noget med 100% sikkerhed.

Det var positivt, at der kom gang i forhandlingerne mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening sidst i januar, men det faktum, at der er forhandlingsvillighed, betyder ikke, at man er kommet frem til et resultat, som (med mere eller mindre tilfredshed i lærerkredse) vil kunne erstatte lov 409. Som en del af musketereden kan denne knast derfor potentielt stadig være konfliktudløsende. Med andre ord ville det være et gennembrud at få resultat på dette område – et område man vel og mærke har forhandlet siden jul. Og muligvis er Anders Bondo og DLF tættere på, end vi tror? Der er i hvert fald forhandlet med udgangspunkt i helt konkrete modeller bl.a. skolesekretærernes overenskomst. Se her: https://www.avisen.dk/bondos-mulige-joker-i-svaere-forhandlinger-se-paa-sk_482310.aspx

En anden meget stor knast, som der heller ikke pt. er fundet en løsning på, er frokostpauseproblematikken (en ret eller “blot” en personalegode) – også denne knast kan bringe 750.000 offentligt ansatte i konflikt – med rette kan vi sige, at en yderst spændende forhandlingsuge venter os.

Nøleri, konfliktdrømme eller bare forhandlingstaktik?
Det er som nævnt ganske foruroligende, at man tilsyneladende stadig ikke er “på vej” med noget konkret, og derfor risikoen for en konflikt nu større, end den var bare for en uge siden. På den anden side, er det ikke mærkeligt, at forhandlingen er presset, da man som følge af musketereden og lov 409 først er kommet i gang med at forhandle meget sent i processen.

Det er med andre ord meget svært at afgøre, om der er tale om en nølen i forhandlingerne fra Moderniseringsstyrelsens side, fordi man pønser på, at en konflikt er en mulig vej at gå, eller om det bare handler om, at gode forhandlinger kræver tid og dialog?

Hvad med GL?
Specifikt på GL’s eget bord har der været et enkelt forhandlingsmøde i sidste uge, som forløb positivt og godt. Oplevelsen var, at der blev lyttet på begge sider af bordet, men man skal gøre sig klart, at det IKKE er på GL’s eget område, at de allerstørste udfordringer ligger (skønt vi gymnasielærere naturligt prioriterer vores krav, som en del af vores vej til et bedre arbejdsmiljø på gymnasierne). De store knaster som lov 409, frokostpause og ligeløn forhandles ikke på “GL-bordet”. Det vil derfor være sådan, at hvis der kommer en konflikt, så vil det blive som følge af et sammenbrud i forhandlingen generelt på CFU- og AC-niveau.

GL’s sekretariatet har skrevet en grundig gennemgang af det første forhandlingsmøde, som du kan læse her:

http://www.gl.org/loenogans/overenskomst/OK18/Sider/Forhandlinger-på-det-almengymnasiale-omraade.aspx

Ovenstående betyder imidlertid ikke, at forhandlingen er lette på vores område. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at GL kæmper særligt offensivt for at få resultater på arbejdstidsområdet, som et led i at få løst de problemer, som er kommet til udtryk på skolemøder og undersøgelser lavet af GL. Læs om GL’s krav til OK18 i linket ovenfor.

En spændende uge venter – og vi kan med sikkerhed love, at vi vil være en del klogere på, om en konflikt for alvor er overhængende, når vi går ind i uge 7!

Mange hilsner fra en “broget” flok GL-medlemmer: Hovedbestyrelsesmedlemmer, TR’ere og “OK18-engagerede” lærere:

Anders Frikke, Peter Hall, Burkhard Sievers, Stine Gørup Sørensen, Alex Young Pedersen, Kasper Bøcher, Frederik Bo Lind og Jeppe Kragelund