Skrevet af Stine Wolff medlem af GL’s Hovedbestyrelse for Liste 3
Og det skal vi af flere grunde.
Som gymnasielærere har vi gennem de seneste år oplevet en stadigt stigende stoftrængsel i vores læreplaner. Hver gang politikerne har åbnet for justeringer i læreplanerne, er der kommet ekstra krav ind, uden at der er taget noget ud. Politikerne kappes om at “styrke fagligheden”, og følgen risikerer trods godhjertede forsøg at blive det lige præcist modsatte. Når læreren skal nå igennem flere og flere obligatoriske “pinde” i læreplanen, er der en betydelig risiko for, at det fører til overfladelæring. I en opbrudstid fyldt med digitalt flimmer og mangel på konkrete holdepunkter, har vi mere end nogensinde brug for ro, fordybelse og dybdelæring i skolen. Vi skal have fjernet buzz words som “metafaglighed”, “innovation” og “karrierelæring” fra læreplanerne og skabe bedre rum for almendannelse, livsduelighed og demokratiske færdigheder.
På det halvårlige møde mellem GL og de faglige foreninger var det en fornøjelse at overvære, hvordan de faglige foreninger er klar til samarbejde og politisk handling. Flere gange spurgte forpersonerne til, hvordan de som repræsentanter for de enkelte faglærere kan støtte GL i vores krav om en slankning af læreplanerne.
Heldigvis er arbejdet så småt i gang. Et eksempel er de nye læreplaner i matematik på B- og C-niveau, hvor der anbefales et intensivt fokus på grundlæggende tal- og algebrafærdigheder, basal kompetence i at læse matamatikfaglige tekster samt justering af kernestofemnerne, så der skabes mere plads til fordybelse, herunder undersøgelsesbaseret undervisning, anvendelsesorienterede emner og skriftligt arbejde, der ikke er udelukkende er baseret på brug af cas-værktøjer som fx Maple.
Indlægget er udgivet i Gymnasieskolen d. 15/5-2024. Indlægget kan læses i sin helhed her: https://gymnasieskolen.dk/vi-skal-have-slanket-de-laereplaner/