Skrevet af Peter Hall medlem af GL’s Hovedbestyrelse for Liste 3

På det seneste har vi i debatten om karakterkrav til de gymnasiale ungdomsuddannelser rørt røster, der nærmest synes at tale for frit optag på de gymnasiale ungdomsuddannelser. Det kunne næsten lyde som et korstog mod enhver antydning af krav eller forventning til kommende gymnasieelever.

Samtidig har undervisningsminister Mattias Tesfaye luftet et forslag om et karakterkrav på 6 (og endda et 7-tal har været nævnt i debatten) for optagelse på de 3-årige gymnasiale ungdomsuddannelser, hvilket uundgåeligt vil få voldsomme og meget skadelige konsekvenser for elevernes muligheder og drømme – og nok snarere ministerens forsøg på at løse et andet problem; den katastrofale lave søgning til erhvervsuddannelserne.

Ærgerligt hvis disse modpoler stjæler al opmærksomhed.

I dag er et gennemsnit på karakteren 5 i de lovbundne prøver kombineret med samme gennemsnit i de afsluttende standpunktskarakterer samt positiv vurdering af uddannelsesparathed adgangsbilletten til STX, HHX og HTX. Det lyder jo egentlig som et rimeligt klart formuleret adgangskrav. Men der er en omfangsrig vifte af mulige alternative smutveje til optagelse på de gymnasiale ungdomsuddannelser, og det kan være svært for de unge mennesker at gennemskue.

Det er muligt at komme ind på ungdomsuddannelsen via en optagelsesprøve, hvis det opnåede resultat ved de lovbundne prøver er under 02, eller man ikke er erklæret uddannelsesparat eller ikke har haft 2. fremmedsprog i 5.-9. klasse eller ikke har bestået folkeskolens afgangseksamen eller har søgt for sent. Dertil kommer mulighed for en adgangsgivende samtale med rektor, hvis resultatet af de lovbundne prøver er mellem 2 og 3 kombineret afsluttende standpunktskarakterer med mindst 5 i gennemsnit.

Kan vi ikke gøre det bare lidt smartere?

Når der i år er en søgning på over 72 procent af ungdomsårgangen til de gymnasiale ungdomsuddannelser, er det klart, at denne gruppe rummer mange forskellige elevtyper med forskellige forudsætninger for at gennemføre en gymnasial ungdomsuddannelse.

Det er selvfølgelig en opgave, som vi gymnasielærere gerne tager på os.

Men vi kan ikke løse den alene – eleverne skal yde deres til succesen.

Indlægget er udgivet i Gymnasieskolen d. 10/4-2024 og kan læses i sin helhed her: https://gymnasieskolen.dk/maa-vi-ikke-have-forventninger-til-de-kommende-gymnasieelever/