En af de største uddannelsespolitiske succeser på vej mod afgrunden

I sidste uge kunne man i de landsdækkende aviser læse, at otte VUC-afdelinger skal lukke til sommer. I otte byer vil der ikke længere være tilbud om voksenundervisning, og de nuværende eller kommende kursister skal tage turen til den næste større by. Resultatet vil være et fald i uddannelsesfrekvensen, staten sparer yderligere penge på uddannelse.

Lukningen er markedets logik, udbud og efterspørgsel regulerer omfanget og prisen på opgaverne. Denne logik har politikerne i Danmark overført til skolerne, da de i 2007 indførte selveje og taxameterstyring.

Denne neoliberale logik skulle gøre skolerne fri, så de kan indtræde i en ædel kappestrid med naboen om, hvem der gør det bedst og billigst. Før 2007 var man i amternes tid klar over, at skole x er dyrere end skole y, men denne indlysende sandhed blev fejet til side. Det nye mantra var, at alle skal have den samme pose penge per elev. Der bliver ikke taget hensyn til, at ældre lærere er dyrere i drift, at en husleje i København er højere, at det i provinsen er sværere at fylde klasserne op.

Tanken er absurd og står i diametral modsætning til kommunernes folkeskoler. Her bruger den dyreste kommune næsten dobbelt så mange penge per elev som den billigste, og det er langt hen ad vejen velbegrundet.

I mange år har ingen brokket sig over absurditeten, da stigende aktivitet gav stigende indtægter for alle skoler. Taxameterstyring belønner vækst, men er en katastrofe i nedgangstider, fordi de faste udgifter til bygningen og personalet ikke bare kan skrues ned med kort varsel. Problemet opstår nu, og det vil fortsætte i nogle år endnu, fordi ungdomsårgangene er rekordlave.

Har Danmark råd til, at uddannelse bliver en vare, der bliver reguleret efter udbud og efterspørgsel? Nej, 8 VUC-lukninger taler deres tydelige sprog, og mange lokalt forankrede politikere fra forskellige partier blander sig nu i debatten.

Ministeren afviser politisk handling, og hun har jo ret, når hun henviser, at lukningen af afdelingerne på Langeland eller i Varde bliver besluttet i VUC-bestyrelserne i Odense og Esbjerg.

Politikerne har afgivet styringsredskaberne og ligger som de har redt, fristes man at sige.

Statsligt selveje er ikke løsningen, hvis man som politiker har en ambition om at uddannelse er tilgængelig for alle, uanset hvor i landet man bor. En enkelt skole er simpelthen for lille en enhed for at kunne tilgodese langsigtede uddannelsespolitiske mål.

Hvis ikke politikerne kommer i arbejdstøjet, bliver taberen Danmark. At spare på uddannelse i økonomiske opgangstider svarer vel til, at Novo Nordisk ville lukke deres udviklingsafdeling efter et år med stigende omsætning og indtægter.