Hvem har ansvar for pauser?

Skrevet af Nicolai John Kirk Kirkegaard, kandidat for Liste 3 til HB-valget og AMR på Århus Akademi

Et af de spændende oplæg på årets arbejdsmiljøseminar arrangeret af GL og Danske Gymnasier var Pia Hauges ”Pause Power – sådan får vi kvalitet i arbejdet og energi til livet”.

I virkeligheden er det lidt banalt. Pauser giver mere energi, bedre koncentration, man træffer bedre beslutninger, bliver mindre stresset og får større kreativitet. Det kommer nok ikke bag på nogen – men Pia Hauge underbyggede det med forskellige videnskabelige undersøgelser. Hvorfor er det så, vi tit glemmer at holde pause?

Hvis ledelsen går op i, at lærerne udfører deres arbejde i en ordentlig kvalitet, er det vigtigt, at de sørger for at tilrettelægge arbejdet, så der er tid til pauser. Et sted det kan have fatale konsekvenser, hvis arbejdet ikke udføres i en ordentlig kvalitet, er som flyveleder, og Pia Hauge fortalte, at en flyveleder i Københavns Lufthavn arbejder en time ad gangen for derefter at holde en halv times pause. Jeg kom til at tænke på, at når jeg underviser to eller tre moduler i streg, kommer det tit til at føles, som om de moduler hænger sammen. Efter det ene modul skal der snakkes med et par elever, der skal fjernes lidt skrald og et par stole skal sættes op. På lærerværelset skal man lige koordinere et eller andet med en kollega, og så skal der printes noget ud til næste modul. Konsekvensen for den næste klasse er, at man møder dem med mindre energi og mindre lyst til at skabe relationer til dem.

Måske kunne det være en idé at lave et skema, hvor man aldrig underviser to moduler i streg? Det vil give en mere fragmenteret hverdag som underviser, men man ville have tid til alle de småting, der skal ordnes efter et modul, og samtidig kunne nå at holde pause. Derefter har man mindre sammenhængende tid til at fordybe sig i en opgave, men til gengæld ville man så kunne gå til den med en frisk hjerne efter en god pause.

Jeg ved, at mange sikkert vil foretrække at undervise dagens moduler efter hinanden, så man fx underviser om formiddagen og så har resten af dagen til at fordybe sig i at planlægge undervisning eller rette opgaver. Men nogen kan sikkert også nikke genkendende til, at man efter undervisningen er så drænet for energi eller mangler gode ideer, at man aldrig rigtig kommer i gang med de opgaver, man havde planlagt at fordybe sig i.

Indlægget er publiceret i Gymnasieskolen d. 12/2-2025, hvor indlægget kan læses i sin fulde længde: https://gymnasieskolen.dk/hvem-har-ansvar-for-pauser/