Skrevet af Bodil-Marie Gade, medlem af GL’s Hovedbestyrelse for Liste 3 og lærer på Horsens Gymnasium og HF

En ny rapport om gymnasielærernes arbejdsliv peger på, at kvindelige gymnasielærere i højere grad end deres mandlige kolleger føler sig ramt af arbejdspres. Det giver anledning til både refleksion og handling.

En unge kollega fortalte mig for nogle år siden i forbindelse med timefagfordeling, at hun var i tvivl, om hun skulle ønske at gå ned i tid. Mit svar til hende faldt prompte: Hvis hun ønskede deltid, skulle det være af de rigtige grunde; altså hvis hun rent faktisk havde tænkt sig at bruge den ekstra tid på sig selv, sine børn, sin familie, ja på alt muligt, der ikke havde noget med hendes arbejde at gøre. Hvis tiden derimod skulle bruges til at få arbejdslivet til at hænge sammen, skulle hun fortsætte på fuld tid.

Der er ikke noget galt med at være på deltid. Jeg har selv været på selvvalgt deltid i en periode af mit liv, hvor jeg havde mindre børn, og det var dejligt med den luft, det gav –også til mit arbejde. Men jeg prøvede virkelig dengang at holde fast i, at den ekstra luft ikke skulle føre til, at jeg løftede flere arbejdsopgaver eller brugte længere tid på de opgaver, jeg havde. Det skal aldrig være sådan, at vi selv betaler for at få et udholdeligt arbejdsliv. Desværre er det alt for ofte lige netop det, der sker, for mange gymnasielærere, der går ned i tid: De får ikke mindre arbejde, men bare mindre løn.

Samtalen med min kollega rumsterer indimellem i mit hoved, og den er blevet aktualiseret af rapporten Gymnasielærernes arbejdsliv under lup – arbejdsglæde, frustrationer & tanker om fremtiden. Rapporten er udarbejdet af forskere fra Københavns Professionshøjskole for GL på baggrund af data fra Branchefællesskabet for Arbejdsmiljø for Velfærd og Offentlig Administration.

Jeg har netop genlæst rapporten, der udkom i august 2024, og lyttet til podcasten med samme titel (fra december 2024) produceret som en del af Københavns Professionshøjskoles podcastserie Velfærdsprofeten. Rapporten baserer sig på svar fra 702 gymnasielærere og giver et indblik i, hvordan de selv oplever og beskriver deres arbejde. De 702 gymnasielærere har besvaret spørgsmål om, hvad der giver dem arbejdsglæde, hvad der frustrerer dem, og hvad de tænker om resten af deres arbejdsliv. Et stort og stigende arbejdspres er rapportens mest gennemgående tema. Hvis vi antager, at de 702 respondenter udgør et nogenlunde repræsentativt udsnit af de danske gymnasielærere, tegner der sig et billede af et underviserarbejde, hvor mange oplever altid at halse bagud og mangle tid, hele tiden at skulle undervise mere og mere og i tillæg dertil skulle rumme flere og flere elever med forskelligartede udfordringer. Alt det kommer nok desværre ikke bag på ret mange af os i sektoren, men rapporten tilbyder alligevel et unikt indblik i, hvordan det opleves at være gymnasielærer anno 2024.

Rapporten indeholder mange problemstillinger, der fortjener omtale. I dette indlæg nøjes jeg med at zoome ind på en af dem. Det drejer sig om en tankevækkende kønsmæssig skævhed: At kvindelige gymnasielærere i højere grad end deres mandlige kolleger angiver, at de er arbejdspressede. Samtidig ved vi fra andre undersøgelser, blandt andet GL’s egen deltidsundersøgelse fra 2021, at kvinderne også er overrepræsenterede blandt de mange deltidsansatte gymnasielærere (undersøgelsen viste dengang, at kønsfordelingen for fastansatte deltidsbeskæftigede gymnasielærere var 71 pct. kvinder og 29 pct. mænd). Det er tendenser, der giver anledning til at overveje, hvorfor der mon er disse forskelle, men også hvordan vi forholder os til disse forskelle.

Københavns Professionshøjskoles rapport om gymnasielærernes arbejdsliv indeholder ingen forklaringer på, hvorfor flere kvindelige end mandlige gymnasielærere oplever at være arbejdspressede. Men måske vi kan forsøge os med nogle forskellige hypoteser?

• Grænsesætning og prioritering: Er kvinder dårligere til at lægge arbejdet fra sig eller sige nej til opgaver? Føler kvindelige lærere i højere grad end deres mandlige kolleger et ansvar for at være fleksible og imødekommende.
• Hjemmearbejdets betydning: Statistikker viser, at kvinder stadig bruger mere tid på arbejde i hjemmene end mænd – i gennemsnit 1 time mere hver dag. Hvis arbejdsbyrden derhjemme lægges oveni en presset arbejdsuge, er det så måske en af forklaringerne på, at flere kvinder end mænd vælger at gå ned i tid, og at flere kvinder end mænd oplever et stort arbejdspres?
• Omsorgsarbejde og usynlige opgaver: Forholder det sig sådan, at kvinder ikke kun derhjemme, men også på deres arbejdsplads påtager sig flere omsorgsrelaterede opgaver? At de engagerer sig i relationer – måske både til deres elever og deres kolleger – med arbejde, der ikke nødvendigvis fremgår af timeregnskabet? Arbejde, der måske ikke er direkte synligt eller håndgribeligt, men som sagtens kan være tids- eller ressourcekrævende.

Ovenstående er blot nogle få forsøg på at gisne om årsagerne til de kønsmæssige skævheder. Reelt ved vi jo ikke, om det forholder sig sådan. Hvis vi skal bevæge os væk fra gisninger, bliver vi imidlertid nødt til at tage tallene alvorligt og turde tale om dem.

Indlægget er bragt i sin helhed på Gymnasieskolen d. 20/1-2025 – læs resten her: https://gymnasieskolen.dk/kvinder-og-arbejdspres-toer-vi-tage-den-samtale/