Skal GL have en uddannelsespolitik?

Det logiske svar på dette spørgsmål er nej. En traditionel fagforening beskæftiger sig som udgangspunkt med medlemmernes arbejdsvilkår og løn, og ikke med deres fag og faglighed, medmindre der er en helt konkret og naturlig lejlighed dertil. En fagforening for fiskerierhvervet vil formentlig kun sjældent beskæftige sig med nye typer af fiskenet eller fiskens biologi, og en fagforening for fodboldspillere udtaler sig formentlig kun undtagelsesvist om kampenes resultater eller spillets kvalitet. På den anden side må det også være oplagt, at en fagforening bevæger sig ind på selve fagets område, når det er relevant for fagforeningens kerneområde nemlig arbejdsvilkår og løn.

I GL er sagen anderledes og måske en smule unik. Vores fagforening går organisatorisk set på tre ben, der som udgangspunkt er lige store. For det første ”overenskomst-benet”, dernæst ”arbejdsvilkår-benet” og som det sidste ”uddannelses-benet”. Og hvorfor nu det?

Vi gymnasielærere brænder for vores faglighed. Faget er i vores sjæl, og formidlingen af netop vores fag ligger vores hjerte så nært, at mange gymnasielærere (jeg selv inklusiv) også bruger deres fritid på deres fag.

For ikke så mange år siden – inden jeg indtrådte i GL’s hovedbestyrelse – bestred jeg hvervet som tillidsrepræsentant, og på denne post var det min opgave at forhandle lokalløn på vegne af mine kollegaer. En god lønforhandling kræver åbenhed om lønnen lærerne imellem og en grundig behandling af lønspørgsmålet på et GL-møde, inden forhandlingen går i gang. Jeg kan ærligt sige, at det endnu ikke er lykkes mig at afholde et GL-møde om løn på mit lærerværelse, uden en ganske stor del af mine kollegaer faktisk slet ikke havde styr på deres egen løn. Det gik de overhovedet ikke op i, og de bedyrede, at de var helt trygge ved, at jeg lige tjekkede, at alt var, som det skulle være. I de seneste år har jeg fungeret som PR-formand, og jeg skal love for, at fortællingen herfra er en helt anden; de pædagogisk-didaktiske diskussioner er engagerede og begejstrede; det er helt naturligt, for det er hjerteblod for os alle.

GL som fagforening er imidlertid ikke et lærerværelse – i min verden er det ikke nok at mene noget som fagforeningsrepræsentant, man må også nødvendigvis gøre sig tanker om, hvordan man får opfyldt sine mål. Det er afgørende, at man er i stand til at løfte sig over sit eget fag og med distance betragte det overordnede billede. Det siger eksempelvis sig selv, at fagforeningen aldrig må tale bestemte fag op (eller ned) og aldrig må involvere sig i bestemte fag på bekostning af andre – faggrupper som “sprog” eller “naturvidenskab” kan selvfølgelig gå an.

Ressourcerne (læs: medlemmernes penge) skal i særlig grad investeres der, hvor mulighederne for indflydelse er størst. GL har en overenskomst og dermed også en overenskomstforhandling med dertilhørende rettigheder. Hvis vi er velforberedte og spiller forhandlingsspillet klogt, kan vi opnå konkrete og store resultater på løn og arbejdsmiljø. Men det forholder sig faktisk lidt anderledes med det uddannelsespolitiske. Her sidder der i forvejen et helt Folketing, der meget gerne vil diskutere og lovgive om uddannelsespolitik. I denne sammenhæng er GL en lobbyorganisation uden konkrete magtmidler – her skal vi overbevise ved påvirkningens kraft. Det er med andre ord vigtigt, at vi vælger vores kampe, og i denne sammenhæng må vi nok erkende, at det er på detaljeplanet, at vi reelt kan ændre mest. Lidt polemisk kan man sige, at nok er en smule fjollet, at man i GL – og i dermed også i den nuværende valgkamp til GL’s hovedbestyrelse – har så stærkt et fokus på den overordnede uddannelsespolitik, som det er tilfældet (og jeg indregner mig selv i den ligning). Hvis man eksempelvis vil ændre på et overordnet og ofte mere globalt end nationalt uddannelsespolitisk landskab, som man mener, er forkert, er det formentlig langt klogere at melde sig ind i et parti, end at være i GL.

Det er dog vigtigt at holde fast i, at det ene selvfølgelig ikke udelukker det andet. GL skal have en velformuleret og skarp uddannelsespolitik, men GL’s medlemmer kan med god grund forvente, at GL som professionel organisation vælger sine kampe – og nok især på det uddannelsespolitiske område – og ikke ukritisk investerer foreningens ressourcer i sager, man ikke har en jordisk chance for at ændre på alligevel. Pointen er jo, at bare fordi der foregår en ”triage” i indgangen, betyder det ikke det uddannelsespolitiske skal nedprioriteres samlet; det handler om, hvor man strategisk set bedst bruger sine kræfter. Det giver fx rigtig god mening, at vi løbende forsøger at påvirke politikerne til direkte og indirekte at træffe valg, der styrker vores sektor. Og det er på samme måde meget vigtigt, at vi som fagforening holder en god og tillidsfuld kontakt (og i forlængelse her også en også kritisk dialog) med forskellige meningsdannere på det uddannelsespolitiske område, og det er eksempelvis også centralt, at vi holder os opdaterede på den forskning, der er på uddannelsesområdet.

Vi er rundt regnet 20.000 gymnasielærere i Danmark, og hvis fagforeningen ikke skulle tale vores sag uddannelsespolitisk set, hvem skulle så?