Skrevet af Poul Dalgaard, TR på Vestfyns Gymnasium og netværksformand på Fyn og Anders Frikke, Næstformand i GL

Regeringen planlægger en regulær omkalfatring af det uddannelseslandkort, vi kender. Alle taler om STX, HTX og det nye EPX, men Voksen Uddannelserne (VUC) er tilsyneladende blevet glemt. Desværre er det ikke overraskende, for den store og vigtige gruppe i velfærdssamfundet, som uddannelsen holder hånden under, råber sjældent højt.

VUC med enkeltfag og hele eksamensforløb for voksne på 9., 10. og HF-niveau er en sårbar størrelse, og hvis den forsvinder i fremtiden, risikerer en stor gruppe voksne danskere at falde mellem to stole i uddannelseslandskabet. Økonomien på VUC-institutionerne oppebæres i dag af de to-årige HF-forløb, og lige præcis HF-uddannelsen skal ifølge regeringens plan erstattes af den 2-årige EPX og placeres på institutioner med erhvervsuddannelser eller på STX-skoler.

VUC tilbyder i dag en lang række forskelligartede undervisningstilbud for voksne, som ikke umiddelbart passer logisk ind andre steder uddannelsesmæssigt, og vi skal passe på, at de ikke ryger ud med badevandet. Det er en meget vigtig, men ofte overset samfundsopgave, der her er oppe i luften, og det er derfor helt afgørende, at de mange højt specialiserede kompetencer og undervisere, som findes i VUC-miljøet, understøttes i fremtiden.

I regeringens nye udspil ”Flere i gymnasiet” foreslås det, at VUC erstattes af ”gymnasialt enkeltfag” som kan udbydes bredt i hele landet, og der står også, at ”VUC nedlægges som selvstændig institutionstype”. ”Fagligt og økonomisk bæredygtige institutioner, som i dag er et VUC, vil med udgangspunkt i den fælles institutionslov for ungdoms- og voksenuddannelser fortsat kunne udbyde voksenuddannelser og gymnasiale enkeltfag”. Man forestiller sig også, at amu-kurser vil kunne dække en del af opgaven. Regeringen markerer altså tydeligt, at det, der i dag er VUC’s opgave i uddannelseslandskabet, skal spredes ud og fusioneres ind i mange forskellige institutioner og institutionstyper. Det er muligt, at det vil kunne fungere, men vi har endnu ikke set et realistisk og sammenhængende bud på, hvordan det skal realiseres i praksis, og her forventer vi som sektor at blive taget med på råd. Det er essentielt, at vi ikke glemmer betydningen af de faglige fællesskaber, hvori højt specialiserede kompetencer til at uddanne særligt elev og kursistgrupper udvikles, og som er helt afgørende for institutioners kvalitet.

Indlægget er udgivet i Gymnasieskolen d. 7/11-2024 og kan læses i sin fulde længde her: https://gymnasieskolen.dk/vuc-er-blevet-glemt-igen/