Anders Frikke

​​Fag: Historie og dansk, næstformand i GL

Arbejdssted: Middelfart Gymnasium og HF

Alder: 42

Fællesskabet er vejen frem!

Stolthed, faglighed og engagement præger mit virke som gymnasielærer og mit arbejde i GL. Jeg brænder for mine fag og for mine elever, og jeg brænder for at gøre en forskel for vores sektor. Vi gør en kæmpe indsats som gymnasielærere – en indsats vi kan være stolte af, men kvaliteten i vores arbejde bliver udhulet af nedskæringer og arbejdspres. I fællesskab skal vi kæmpe for at få vores vilkår forbedret! 

Professionsidentiteten udhules

Almendannelsen og lærernes professionelle identitet er presset. Tåbelige ”teaching to the test”- og koncepttilgange vinder indpas. GL skal være en klar stemme i kampen mod en forsimplet måle- og veje-kultur. 

Stress

I mit arbejde i GL’s Arbejdspladsudvalg har temaet stress været et centralt omdrejningspunkt. Skåltalerne må høre op. Nu skal der handling til, før flere rammes. Vi skal bygge stærke fællesskaber, men også stå klar som fagforening med hurtig og effektiv hjælp, når det brænder på for den enkelte.

En grøn fremtid

I en årrække har jeg været tovholder på “Ungdommens Klimafolkemøde”. I forbindelse med dette arbejde har jeg oplevet, hvordan vi sammen på skolerne har kunnet sætte en positiv, grøn dagsorden. Jeg vil kæmpe for, at GL og gymnasierne med vores stærke traditioner for fællesskab og kritisk arbejde bliver en forpost i den grønne omstilling. 

GL’s integritet skal sikres

Vores fagforening skal være uafhængig af partipolitik, bestemte politiske partier og enkeltsager. Det er afgørende for, at vores fagforening bliver taget alvorligt i offentligheden og på Christiansborg. GL skal repræsentere alle gymnasielærere og ikke kun dem, der er medlem af bestemte partier i Folketinget. 

Jeg søger resultaterne!

Jeg har som næstforman i GL gennem tre insisteret på at styrke GL’s pragmatiske rolle, hvor vi sidder med i maskinrummet. Vi skal styrke vores koordinering og samarbejde med AC – i kraft af fællesskabet opnår vi holdbare resultater, når overenskomsterne skal i hus. OK21 viste, at vi med Liste 3’s tilgang kan opnå reelle resultater for os gymnasielærere.