Skrevet af Stine Wolff, Medlem af GL’s Hovedbestyrelse for Liste 3

Som religionslærer bliver jeg ofte spurgt, om det ikke er en stor udfordring at undervise klasser med mange muslimer i islam. Jo, det er specielt, men samtidig ser jeg det også som en fornem og vigtig opgave. Ifølge læreplanen skal vi som religionslærere undervise alle stx- og hf-elever i islam. Her bidrager de muslimske elever som oftest positivt med et udgangspunkt om, at religion er væsentligt, interessant og helt normalt. Det er heller ikke sådan, at de er eksperter på forhånd, tværtimod ved de typisk kun lidt om de fem søjler, og fasten er den eneste af disse, som de udfører. Men de vil meget gerne lære og er meget optagede af fx den formative periode, som de typisk ikke ved meget om.

Der, hvor det kan blive lidt hot, er, når vi kommer ind på forskellige måder at være muslim på. Her underviser jeg altid i kvindelige imamer, homoseksuelle muslimer – ved hjælp af Abdel Aziz Mahmouds modige film Helvedes homo – og tværreligiøse ægteskaber. Det kan afføde heftige debatter, men som regel ender det med, at vi bliver enige om, at ingen har ret til at dømme andre, og at religion altid vil være et spørgsmål om fortolkning. På min skole er det en tradition at fejre Pride Week, og jeg har flere gange haft Sabaah ude i min undervisning. Engang imellem spørger mine elever, hvad jeg egentlig er ude på, men det fremkalder som regel en god snak om det at være minoritet og føle sig andetgjort. Denne følelse kan jo gå på tværs og være fælles for folk med minoritets-etnicitet, -krop, -køn, -seksualitet, -religion osv. og være en fællesnævner og en indgang til at forstå nogen, som man egentlig troede, man var dybt uenig med.

Indlægget er udgivet i Gymnasieskolen d. 23/10-2023. Læs hele indlægget der, se link.