Respekt om den danske model?

Af Burkhard Sievers

(Debatindlæg er også bragt på gymnasieskolen.dk: Se her)

Sidste år holdt jeg fra repræsentantskabets talerstol et indlæg om fortællinger i Danmark.

De handlede blandt andet om flexicurity og den danske model.

Desværre gælder pointerne stadigvæk, intet er blevet bedre, meget er blevet værre.

Flexicurity eksisterer kun på papiret, og systemet bliver kun reddet, fordi et flertal hurtigt finder en anden arbejdsplads og derfor ikke er tvunget til at leve for en brøkdel af deres løn. Middelklassen, inklusive os gymnasielærere, holder hånden over den løgn, at Danmark spænder et sikkerhedsnet under de lønmodtagere, der i Danmark så let som ingenting kan fyres, uden at det koster arbejdsgiveren nævneværdigt. Katastrofen rammer de få, og derfor opretholdes løgnen.

GL stiller sammen med AC krav om mere tryghed i ansættelsen, men selvom vi kommer igennem med det ved de kommende forhandlinger, vil det ikke løse problemstillingen, at en fyret gymnasielærer, der ikke finder nyt arbejde, i realiteten skal gå fra hus og hjem.

Men dette indlæg skal handle om en anden fortælling, hvor virkeligheden ikke holder trit med det smukke billede, nemlig den om den danske model.

Jeg er både indvandrer og historielærer og har med stor interesse studeret dansk historie. Jeg er imponeret over Kanslergadeforliget, der sker samme dag som Hitlers udnævnelse som rigskansler.

Jeg er imponeret over de tanker og handlinger, der i 60-erne opbygger en moderne velfærdsstat, selvom det på mange måder svækkede Danmarks økonomiske konkurrenceevne.

Og så er der den danske model. I 1899 slutter en stor københavnsk strejke med et banebrydende forlig, der sikrer ro på arbejdsmarkedet, og som definerer ret så fredeligt, hvordan konflikter på arbejdsmarkedet fremover skal håndteres. Arbejdsgiveren skal respektere fagforeningerne, som til gengæld få indskrænket deres strejkeret, så det kun gælder i en kortere periode, hvor man forhandler overenskomster. Overflødigt at sige, at man i 1899 ikke kunne forestille sig andet, at en sådan forhandling skulle foregå mindst en gang om året.

Sidenhen er septemberforliget blevet en hellig ko, en smuk ideologi. Der er tre problemer.

For det første: Modellen er designet til et arbejdsmarked, hvor den ene part ejer produktionsmidlerne og råder over de færdige produkter, som den anden part producerer. Er der strejke eller lockout, falder indtægten bort for begge parter. Der er noget på spil, og begge parter overvejer derfor nøje deres kampskridt.

På arbejdsmarkedet i 2017 producerer rigtige mange lønmodtagere, ca. 800.000, offentligt service, offentlige ydelser. Bortfalder disse, er mange borgere berørt af det, men det værdimæssige resultat i form af kroner og ører virker meget forskelligt. Mens lønmodtagerne mister deres indtægt, sparer modparten samtidig en udgift. Jeg er godt klar over, at der er mange andre aspekter i en konflikt på arbejdsmarkedet, men for kommunerne var 2013 finansielt en win-win-situation, fordi man i fire uger sparede lærerlønninger.

Sidste eksempel fører mig til problem nr. 2. Den danske model forskriver, at arbejdsmarkedets parter forhandler sig til enighed. Dette lykkes ikke altid. I Danmark er der tradition for, at regeringen har lov til at afslutte forhandlinger, der er gået i hårdknude, med et lovindgreb. Dette er selvfølgelig ikke en integreret del af hovedaftalen, men lad os kalde det for en kutyme. I tidligere storkonflikter er regeringen optrådt som mægler. Enten har man ophøjet forligsskitsen til lov eller på anden vis sørget for, at begge parter kunne se sig i lovindgrebet. Og så var der lockouten i 2013! Jeg henviser gerne til den udførlige dokumentation om aftalt spil i bogen Søren og Mette i benlås.

For det tredje: Den danske model sikrer en nærmest uhørt stabilitet på arbejdsmarkedet, fordi konflikten kun kan udspille sig i et meget kort vindue efter afslutningen af en overenskomstperiode. Vi har selv været med til at acceptere, at denne situation ofte kun indtræder hvert tredje år. Hvis jeg her i bladets spalter, som reaktion på modpartens angreb på den betalte frokostpause, ville opfordre medlemmerne til at gå i strejke, hvilket jeg naturligvis aldrig kunne finde på, så vil der falde bod og brænde over GL, der vil blive straffet med en klækkelig bod. En integreret del af den danske model er nemlig fredspligten i perioder imellem to overenskomster.

Tilsyneladende gælder denne forpligtelse kun lønmodtagerne. På det seneste har vi oplevet, at modparten med et pennestrøg og helt uden forhandling har sløjfet de særlige tre fridage på en række offentlige arbejdspladser. Det var en slags prøveballon. Nu er de kommet med den betalte frokostpause, der i værdi er 10 gange større end de tre årlige helligdage.

Og ligesom i 2013, hvor regeringen afviste enhver indblanding, udtaler vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen Linda Norman Andersen, at man slet ikke har i sinde at fjerne den. De har udelukkende bedt om en juridisk vurdering af frokostpausens status.

“Det hele bliver gjort til et spørgsmål om jura i stedet for noget, der er en del af de fælles aftaler,” mener Anders Bondo. (Zetland)

Hvordan stiller det os nu? Kunne man forestille sig løsninger på dette dilemma?

Jeg har dem ikke, men jeg drømmer om sammenhold i fagbevægelsen, om nye politiske vinde, hvor gymnasier bliver opfattet som værdiskabende, ikke som udgift, hvor de offentligt ansatte kan ranke ryggen og får den anerkendelse, som de fortjener. Denne drøm bliver ikke opfyldt ved OK 18 alene, men er en drøm, der er værd at kæmpe for også i de kommende år.