Mens vi tålmodigt venter på det igangværende tilsyn af GL’s struktur, kan vi kigge på, om vi i GL forvalter de eksisterende strukturer ordentligt og demokratisk. Svaret giver anledning til bekymring.
Ud fra devisen om, at hvad der længe har henligget i mørke, har godt af dagslyset, vil jeg i det følgende kigge nærmere på et centralt GL-organ, Områdebestyrelsen for Erhvervsgymnasier (OB-EG), som ligger en smule ude af syne for de fleste.
Som det øverste demokratiske udvalg for det erhvervsgymnasiale område er OB-EG’s funktion at rådgive Hovedbestyrelsen og varetage GL’s interesser på det erhvervsgymnasiernes område. Det er et vigtigt organ, fordi vejen ind i OB-EG er forudsætningen for at kunne blive formand for et af de lokale netværk, som igen er vejen til indflydelse i GL – og måske den eneste realistiske chance for nye medlemmer fra det erhvervsgymnasiale område for at komme ind i Hovedbestyrelsen.
Områdebestyrelsen – et lukket hold?
Områdebestyrelsen er Knud Skovgaard Larsens hjertebarn – og opfindelse. Måske er det også derfor, at Knud Skovgaard Larsen altid på det nærmeste har været selvskrevet formand for OB-EG. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det var godt set af Knud, at der var brug for et organ, der kunne sætte erhvervsgymnasiernes forhold på dagsorden. Det var der i den grad brug for – og der skal i forlængelse heraf heller ikke herske nogen tvivl om, at OB-EG gennem årene har kæmpet mange vigtige kampe for vores sektor.
Desværre ser det ud som om, at OB-EG over årene blevet alt for lukket om sig selv – det virker som om, det er et lukket hold.
Desværre ser det ud som om, at OB-EG over årene blevet alt for lukket om sig selv – det virker som om, det er et lukket hold.
Det er fx ikke særligt nemt at gennemskue, hvordan man bliver valgt ind i OB-EG. Ifølge GL’s vedtægter er det meningen, at der skal være frie valg. Der har dog ikke været et valg i OB-EG overhovedet i 13 år, og det kan vel vanskeligt kaldes demokratisk.
Ønsker ingen at stille op? Det er ikke tilfældet, derimod ser det – i hvert fald udefra betragtet – ud som om, at et fasttømret hold – hovedsageligt fra samme GL-liste – har ladet sig genvælge som samlet blok gang på gang. Tilsyneladende med et argument om ”geografisk retfærdighed”, selvom der ikke findes hjemmel til dette i GL’s vedtægter. Og husk i øvrigt, at det er OB-EG, der i et sluttet kredsløb udpeger de vigtige regionale netværksformandsposter, som så igen er de samme personer, der danner rygraden i OB-EG.
Grus i maskineriet
Jeg besluttede mig sidste år for at stille op til en ledig plads, som opstod efter min netværksformand blev valgt ind i Hovedbestyrelsen. Jeg havde faktisk ikke forventet, at dette ville være et stort problem. Der havde jo ikke været et egentligt valg de sidste mange år; med andre ord manglede man givetvis kandidater.
Det blev imidlertid hurtigt klart for mig, at mit kandidatur ikke passede ind i den hemmelige drejebog. En anden kandidat blev skyndsomt kørt i stilling af formanden, og for første gang i 13 år kom det til en valghandling: En intern afstemning i OB-EG endte med det forudsigelige resultat, at den headhuntede kandidat blev foretrukket med stemmerne 9-0. Det kan jo sagtens være, at medlemmerne af bestyrelsen var enige om, at jeg var en dårlig kandidat. Men på den anden side fik jeg aldrig mulighed for at præsentere mig selv, og derfor virkede det ærligt talt som om, at valget var afgjort på forhånd.
Jeg kan naturligvis kun gisne om, hvorfor jeg formentlig ikke havde en chance. Kunne forklaringen være, at jeg stillede op på “den forkerte liste” (nemlig Liste 3) ved sidste hovedbestyrelsesvalg?
I hvert fald tog et OB-EG-medlem mig til side og forklarede mig tålmodigt, at Liste 3-kandidater ikke passer ind i det erhvervsgymnasiale område, fordi erhvervsskoleledere skulle være mindre samarbejdsvillige. Og samarbejde med ledelsen – måtte jeg vide – er jo en Liste 3-mærkesag.
Hvor vedkommende havde sin oplysning om erhvervsgymnasiale lederes manglende samarbejdsvilje, står hen i det uvisse, og at man som fagforening og TR vælger at samarbejde med sin lokale ledelse (erhvervs- eller almengymnasial), når det giver mening og resultater er i min verden helt naturligt – hvordan kan man mene noget andet, fristes man til at spørge?
Demokratisk underskud?
Mit eget kandidatur er ikke pointen her. Men når jeg ser de demokratiske spilleregler sat ud af kraft, bliver jeg stærkt bekymret på min egen forenings vegne. For jeg forventer et GL, der overholder de demokratiske spilleregler.
Forventningen til en demokratisk forening er, at valghandlinger forberedes i god tid og annonceres åbent. Der skal lægges op til demokratisk debat til Områdemøder om OB-EG’s arbejde og retning og i Gymnasieskolen.
I GL har vi pligt til at overholde de demokratiske spilleregler. Ja, mere end det, vi må vise, at vi excellerer i forvaltning af magt og indflydelse. For hvis vi ikke er bedre til at forvalte magten end de arbejdsgivere, vi kritiserer, så bliver det et spørgsmål, om vi kan spille en troværdig og konstruktiv rolle i løsningen af de udfordringer, vores branche står overfor.
Jeg vil gerne på det kraftigste opfordre til, at det kommende valg til OB-EG bliver mere demokratisk og frit – og ikke mindst åbent.
Jeg vil gerne på det kraftigste opfordre til, at det kommende valg til OB-EG bliver mere demokratisk og frit – og ikke mindst åbent.
Ifølge GL’s vedtægter skal dette valg løbe af stablen i foråret 2019, og sekretariatet skal forestå valghandlingen. Jeg er dog bange for, at det ender, som det plejer, for hvem vil være interesseret i at stille op mod en bestyrelse, der stiller op som en samlet blok?
Jeg mener faktisk, at det vil klæde en professionel bestyrelse at udsætte sig selv for naturlige demokratiske principper, der kan sikre, at holdninger og meninger kan brydes. Det er via den gode og frie demokratiske debat, at de bedste og klogeste beslutninger træffes.
Det er via den gode og frie demokratiske debat, at de bedste og klogeste beslutninger træffes.
Mit mål er at se GL forvandlet fra et lukket hold til et dynamisk forening, der tør inddrage vidt forskellige holdninger og sætte en mere proaktiv dagsorden. Det gælder på uddannelsesområdet som i kampen mod de politiske besparelser. Og det gælder i det daglige arbejde ude på afdelingerne, hvor det handler om at forhandle løsninger, der både bevarer og fornyer vores uddannelsessystem. GL skal have en lobbyafdeling og en forskningsfond, så vi kan sætte en proaktiv dagsorden. Og så skal vi belave os på at genopfinde det demokratiske samarbejde hen over midten af GL. Vi kan ikke tillade, at GL’s beslutninger bliver truffet på lukkede hold og på et udemokratisk grundlag. Så lad os enten begrave listerne, eller lad os genfinde viljen til et reelt og konstruktivt samarbejde mellem dem.
Indlægget er også trykt i Gymnasieskolen, hvor det har medført svar og debat: https://gymnasieskolen.dk/et-lukket-hold-en-oplevelse-af-demokratisk-underskud-i-et-af-gls-centrale-organer