Drejer det sidste VUC nøglen om, før Christiansborg vågner?
Af: Peter Hall, medlem af GL’s Hovedbestyrelse for Liste 3 og Århus Akademi
VUC’erne rundt om i landet har atter indledt et nyt år med nedgang, besparelser og afskedigelser – samt et hidtil uset antal lukningstruede VUC-afdelinger. Og hvad gør politikerne? Tjah – tilsyneladende ingenting, bortset fra at lukke øjnene for VUC’ernes situation.
Og hvad gør politikerne?
For et par år siden forsvandt der 8 VUC-afdelinger henover en sommerferie, og siden da er der på mange afdelinger rundt om i landet blevet kæmpet – og heldigvis ikke altid forgæves – for overlevelse. Aktuelt ser det meget sort ud med op mod 15 lukningstruede VUC-afdelinger, hvis ikke politikerne vågner og begynder at prioritere, at der fortsat skal være et VUC-tilbud, som en central del af løsningen, når der efterlyses flere ansøgere til erhvervs- og velfærdsuddannelser.
VUC’erne har gennem adskillige årtier fra fremkomsten af de første forberedelseskurser i slutningen af 1950’erne og etableringen den 2-årige HF-uddannelse 10 år senere været en kæmpe uddannelsespolitisk succeshistorie. VUC udgjorde på et tidspunkt et fintmasket netværk med VUC-tilbud spredt rundt i langt de fleste af landets kommuner – og det var før kommunesammenlægningen i forbindelse med strukturreformen i 2007.
Voksne danskere havde mulighed for at vende tilbage til skolebænken for at få udviklet deres boglige færdigheder – en unik dansk model. Kursisternes mangfoldig var stor, men fælles for dem alle var ønsket om at få styrket deres boglige færdigheder, så de kunne (gen)indtræde på arbejdsmarkedet eller påbegynde en uddannelse med henblik på beskæftigelse og selvforsørgelse
Hvordan kan politikerne undgå at se og prioritere en sådan succes?
Hvordan kan politikerne undgå at se og prioritere en sådan succes?
Hallo Christiansborg
Der er omkring 45.000 unge i alderen 15-24 år uden tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelse. Samtidig klager politikerne igen og igen over, at der mangler uddannet arbejdskraft på centrale områder i vores velfærdssamfund. Hvor kan man løse det problem? Ja, svaret ligger lige for, så hvad venter I på, politikere? VUC’erne er leveringsdygtige i kvalificeret faglig undervisning, fleksibelt tilrettelagt og afsluttende med adgangsgivende eksamener, hvorved kursisterne kan fortsætte på velfærds- og erhvervsuddannelser. Men der er brug for hurtig handling og prioritering af VUC-tilbuddet, for VUC udsultes på grund af den manglende politiske interesse – eller er det forståelsen det kniber med? Det er efterhånden nærmest hel ceremonielt, at ethvert semesters begyndelse på VUC indledes med besparelser og fyringsvarsler. Som nævnt tidligere i et omfang så flere VUC-afdelinger kører på vågeblus, og flere af dem er på vej mod lukning. Denne udvikling skal stoppes, så der også er et VUC-tilbud i fremtiden.
Artiklen er også publiceret i Gymnasieskolen d. 11/2-2022: https://gymnasieskolen.dk/drejer-det-sidste-vuc-noeglen-om-foer-christiansborg-vaagner?fbclid=IwAR0DAY4nNpCb31dPbm5586yDUAfX6IaE_HthruI2nyHbxzuY6WoCGJTNU0Y