Eik Rødgaard Andreasen
Arbejdssted: Christianshavns Gymnasium
Alder: 50
Fag: Cand. Scient. Master i Gymnasiepædagogik, underviser i biologi og historie og tillidsrepræsentant på Christianshavns Gymnasium, netværkskoordinator for TR-netværket i Københavns Kommune og medlem af GL’s arbejdspladsudvalg (APU).
GL skal sikre et godt gymnasielærerliv
GL skal arbejde for, at man kan være gymnasielærer hele arbejdslivet. Det er ikke et bæredygtigt arbejdsliv, at der ikke er plads til privatliv, og de ændringer, der sker undervejs i livet.
Ordentlige rammebetingelser skal sikre mening i arbejdet
Kampen for gode rammer er vigtig. Vi finder mening i elever og kursisters udvikling og læring. Det er det, vi brænder for, men vi skal ikke brænde ud. Derfor skal vi som kollektiv sikre, at rammerne for vores arbejde ikke fører til, at man griber til individuelle løsninger som f.eks. at gå ned i tid, når arbejdsopgaverne bliver for mange, og antallet af ansigter man skal forholde sig til, bliver for stort.
Pas på fagene – ikke mindst naturvidenskab
Vores fag udvikler sig hele tiden, og det gør omverdenen også. Men det må ikke føre til, at man i en iver for at tækkes øjeblikkets arbejdsmarked får ødelagt fagenes identitet. Vi skal kæmpe for, at de ændringer Danske Gymnasier foreslår i deres politikpapir om Teknologiforståelse i STX og HF ikke går ud over fag og fagrække.
GL – en del af fagbevægelsen
Kampen for ordentlige forhold er ikke kun en kamp for GL, men en kamp for hele det offentlige arbejdsmarked. Derfor er det vigtigt at vi står sammen i fagbevægelsen, og ikke lader nogen få held med at få spillet forskellige grupper af offentligt ansatte ud mod hinanden.
Hovedbestyrelsen skal deltage i fælles aktiviteter for gymnasielærere
Alvor og sjov går hånd i hånd, og den bedste måde at lære hinanden at kende, er ved at lave noget sammen. Dette kan ske på medlemsmøder om konkrete emner, men det kan også ske ved at vi laver noget sammen, som f.eks. løber DHL, hvor vi sammen får en fornemmelse af at være en del noget, der er lidt større – vi er en stand. Bliver jeg valgt til hovedbestyrelsen, vil jeg stille et hold fra hovedbestyrelsen til DHL-stafetten og selvfølgelig i den anledning få talt noget GL-politik.