Elevfordelingen, der blev en politisk skandale
Af Stine Wolff, GL’s Hovedbestyrelse, i Gymnasieskolen d. 27. september 2023. Indlægget bringes her i et uddrag. Hele artiklen kan læses på Gymnasieskolen, se nederst.
Forleden talte jeg med en kær tidligere kollega, som fortalte, at hun var ved at miste tilliden til systemet. Først elevfordelingaftalen og nu de offentlige ejendomsvurderinger. Eksempler på to ellers meget forskellige sager, men hvor fælles for dem er, at man tager sig til hovedet og tænker, ‘HVORDAN kan sådan noget foregå, HVEM er det, der træffer så uigennemtænkte og tåbelige beslutninger’.
Vi er i gang med endnu et skoleår, og på nogle gymnasier er det i år ekstra spændende. Det er det blandt andet for de seks gymnasier, som sidste år ikke måtte optage elever. Der blev lavet en politisk studehandel, så de ikke kunne oprette 1.års-klasser, men stadig fik midler, som så gik til nye undervisningsprojekter, som skulle få flere elever til at vælge gymnasiet. Det er de fleste steder selvfølgelig ikke sket. Det er selvsagt temmelig svært at lave nye tiltag og nytænke forløb uden at have nogle elever at gøre det med. Den nuværende elevfordelingsaftale og det såkaldte 0-år er intet mindre end en politisk skandale. Mange skattekroner er brugt på en dyr fordelingsalgoritme og på et 0-år, som fra starten er en dødssejler, og den årgang, der nu på de seks gymnasier ikke er der, vil jo mangle i tre år og kan derfor virke selvforstærkende i en truende marginalisering af disse gymnasier.
Hvad så nu? Tesfaye melder snart det ene og snart det andet ud om, hvordan en fordeling kan laves eller ikke laves, og gode ideer modtages gerne. Ministeren ved tydeligvis ikke, hvad han skal gribe og gøre i og tør ikke tage politisk ansvar. Lav en gennemtænkt model med en stram kapacitetsstyring, hvor man skal gå på det lokale gymnasium. Vis dog mod og politisk handlekraft i stedet for at lave halve tiltag. Man tillader jo stadig teknisk overbooking, mulighed for at blive profilgymnasium og nem adgang til at skifte gymnasium, så snart der er plads, så der er frit spil i alligevel at omgås aftalen.
(…)
Der er brug for en undervisningsminister, som tør træde i karakter på spørgsmålet om elevfordeling og kapacitetsstyring, og som tør lave en ordentlig, gennemtænkt og stram model. De her halve løsninger kan ingen være tjent med. Endnu et års kaos, hvor ingen ved, hvad planen egentlig er, kan vi ikke sidde overhørig en gang til. Jeg mener, at vi som sektor må efterlyse politisk mod, handling og nytænkning.
Artiklen kan læses i sin helhed her: https://gymnasieskolen.dk/elevfordelingen-der-blev-en-politisk-skandale/