Debatten er i gang, vi skal turde gå ind i debatten, så det bliver en debat med et didaktisk fokus – og ikke en del af en naiv besparelsesdagsorden.

Vi gymnasielærere arbejder digitalt som aldrig før. Coronapandemien tvang os ud af det fysiske klasselokale og ind i det virtuelle. Det har både været en spændende, svær og hård proces; og det siger næsten sig selv, at Coronakrisen som et lyn fra en klar himmel har aktualiseret debatten om, hvor meget de digitale hjælpemidler og det virtuelle rum bør fylde i undervisningen i gymnasiet, når vi er på den anden side af Coronakrisen.

Først må vi erkende, at vi selv er ret teknologibegejstrede – også selvom vi ikke altid mestrer teknologien så godt, som vi ofte bilder os selv ind. Vi tracker vores cykelture på en særlig app, hvor vi kan sammenligne vores meritter med hinanden, digitale og fysiske venner. Vi har ure, der kan måle vores puls, og om vi har sovet godt; og så kan de vise, hvad klokken er. Vi tjekker vejret på telefonen, selvom det er lettere at kigge ud ad vinduet.

I undervisningen bruger vi computeren i hvert eneste modul til at tage noter, filmfremvisning, tekstlæsning og informationssøgning. Det er fedt, at vi i undervisningen via synkron gps-teknologi kan følge fuglenes træk fra troperne over Sahara, via hjemmeside ”sidde på første række” til debat i Europaparlamentet, streame utallige dokumentarprogrammer med relevant fagligt indhold, dele virtuelt klasselokale med en venskabsklasse i Georgien samt uden varsel inddrage Breaking News.

Samtidig er det dog også helt indlysende for enhver lærer, at det digitale langtfra bare er godt og smart.

Vi har allerede erfaret, at computere og telefoner er en stor distraktionsfaktor i undervisningen, som for mange elever er ødelæggende for koncentrationsevne og indlæring. Mange af os – lærere som elever – er blevet afhængige af vores nærværs- opmærksomhedsstjælende telefon. I det virtuelle klasselokale multipliceres disse faktorer.

Spørgsmålet er nu, hvordan de erfaringer, vi har gjort os i forbindelse med Coronakrisen, vil komme til at forme gymnasiet i de kommende år? Debatten er i gang, og vi skal medvirke til at forme den.

Det letteste er nok på karikeret Brinkmanns vis at “stå fast” og indtage en konservativt tilbageholdende og mest af alt afvisende position overfor det virtuelle og digitale, men mon det er en klog strategi? Det er helt sikkert ikke vejen til indflydelse på vores egen hverdag.

Vi har som gymnasielærere gennem årene været udsat for det ene tvivlsomme didaktiske og digitale påhit efter det andet, hvilket vel legitimerer en tilbøjelighed til at indtage en skeptisk holdning til digitalisering i og af undervisningen. Det skal man faktisk have lov til at være.

Det digitale er kommet for at blive og er blevet styrket under Coronakrisen, derfor skal vi som stand og fagforening i GL være villige til at tage debatten: Hvad har fungeret godt ved den digitale undervisning, og hvad har skabt problemer?

Den første del af den virtuelle undervisning har for mange af os været nødundervisning, hvor vi har forsøgt at få så meget ud af det med vores elever som muligt. Langsomt fik vi gode erfaringer, som vi kan bygge videre på i den almindelige undervisning i skolerne.

Ingen har overblikket endnu, men vi har allerede lært en del: For det første og vigtigste står det lysende klart for mange, at det fysiske møde og den personlige relation er helt essentiel for undervisning og læring, og den relation er svær, hvis ikke umulig, at opbygge i det virtuelle klasselokale, men man kan i et vist omfang tage den med fra det fysiske klasselokale over i det virtuelle, og det må vi udnytte.

For det andet er det meget svært at se, at der er et rationaliseringspotentiale i forbindelse med virtuel undervisning. De fleste lærere har brugt mindst lige så meget tid på at forberede den virtuelle undervisning, som de plejer. Didaktiseringen af det enkelte modul og opsamlingen bagefter på de typiske mange små skriftlige produkter, opsamlinger og tilbagemeldinger fra eleverne kræver tid.

For det tredje kræver et læringsrigt undervisningsmodul over computeren i en gymnasieklasse, at den virtuelle undervisning foregår synkront, så den faglige sparring og hjælp er tilgængelig. Man kan måske lidt forenklet sige, at kerneopgaven (læs: undervisningen) vanskeligst lader sig digitalisere og ”virtualisere”, hvis kvaliteten samtidig skal fastholdes, om end det sagtens kan lade sig gøre som variation eller i specifikt definerede situationer.

For det fjerde er der – ikke mindst på baggrund af virtuelle SRP-vejledningssamtaler – belæg for at konkludere, at vejledning individuelt og i smågrupper har været meget velfungerende. Der er nok heller ingen tvivl om, at virtuelle møder ofte er mere effektive og beslutningsorienterede end de fysiske møder, hvilket i nogle sammenhænge må siges at være en betragtelig fordel. Virtuelle PR-møder er nok ikke hensigtsmæssige, men møder med et begrænset antal deltagere kan være effektivt og fleksibelt.

For det femte kan man som lærer let føle et kontroltab i klasseværelset, dels fordi man risikerer at bliver optaget og overvåget af tredjepersoner, og dels fordi man ikke kan følge med i, hvordan arbejdet fordeles og forløber i grupper, par eller for den enkelte elev, samt hvilke “virtuelle papirkugler”, der bliver sendt rundt i klassen.

For det sjette skal vi være opmærksomme på de fysiske og psykiske gener, såvel elever som lærer har oplevet under nedlukningen af den almindelige undervisningen på gymnasierne. Helt konkret har vi mere eller mindre været bundet til computeren dagen lang, hvilket kan give fysisk inaktivitet og gener. Samtidig har elever og lærere nok i stor stil følt sig lidt ensomme foran computerskærmen og langt fra det livlige ungdomsmiljø, der plejer at danne rammen om hverdagen.

Slutteligt vil vi fastslå, at grundlæggende skal vi altid huske, at de digitale og virtuelle muligheder er et didaktisk værktøj, som skal tages i anvendelse, hvis og når det kan styrke skolerne og undervisningen (og naturligvis i en nødsituation som nu), hvor det kan give merværdi i undervisningen og på skolerne – det må aldrig blive et mål i sig selv.

Anders Frikke
Middelfart Gymnasium & HF
Medlem af GL’s Hovedbestyrelse

Peter Hall
Århus Akademi
Medlem af GL’s Hovedbestyrelse

Artiklen er også bragt i Gymnasieskolen d. 15. maj 2020: https://gymnasieskolen.dk/et-digitalt-gymnasium