Kald det kærlighed

Kald det lige hvad du vil, men det er svært at måle, altså forholdet til dine elever og kursister. Derfor er det ikke særlig interessant for regnearkstyperne, hvor målet er fastholdelse og gennemførelse. Det er egentlig helt fair: Det er vores ledere, der skal se på, om vi nu får nok igennem, groft sagt.

Relationen til de unge mennesker er fuldstændig afgørende for, hvordan især usikre og studiefremmede kommer igennem deres uddannelse. Så kan vi ikke begynde at tale om det? Også selvom man ikke kan måle det. I studievejledningen havde jeg engang en fantastisk kollega, der var uddannet socialpædagog. Hun lærte mig om relationer. I hendes profession er det grundlæggende, så vi fik lavet et projekt på KVUC, hvor vi ringede kursister op, når de var bagud. Før fik det kun en advarsel i E-boks, og mere upersonligt bliver det nok ikke. Projektet viste, at vi havde fat i noget vigtigt, men at det var deres lærere, der først og fremmest skulle vise en menneskelig interesse. Senere har jeg fx hørt Lene Tanggaard holde oplæg om sin forskning om unge på erhvervsuddannelsernes grundforløb. En del af konklusionen på det arbejde er, at trivslen og relationen er altafgørende. Jo mere usikker en elev er, jo mere har han eller hun brug for at mærke en interesse fra sin lærer. Er du ved at kaste op nu? Og er det fordi, du godt ved det her, og altid har det in mente? Eller er det fordi den del af dit arbejde æder dig op? Der er noget at tale om!

Når man arbejder på et VUC, så er mange af kursisterne voksne. I perioder kan man have hold, hvor der sidder mennesker, der i en anden sammenhæng sagtens kunne være ens ven. Og så er det let at få en god relation, og man kan køre på med den differentierede undervisning. Når det er nemt, så kan man se på sine kursister, om de har det godt. Så er der perioder, hvor de unge mennesker er sværere at greje. Hvad sker der inde i det hoved, tænker man. Og de kan være svære at holde af og være i sammen med. Her er udfordringen stor. Hvordan er man fair? Og hvordan klarer man at sætte et punktum for arbejdsdagen, når de irriterende, ubehagelige, manipulerende, provokerende, krigeriske, flæbende (fortsæt selv) fyldte for meget?

Relationen mellem os og vores elever er altså ikke noget, der kan måles, og derfor tror jeg, at det ikke fylder nok i vores samtaler på skolerne og i fagforeningsregi. Men det ændrer ikke på, at det er noget af det bedste og sværeste ved vores arbejde. Det er her, vi kan gøre en forskel.

Til slut vil jeg fortælle lidt fra mit liv: Jeg tog en HF på VUC Vestegnen, da mine børn var små. Min dansklærer fra dengang sagde, at jeg skulle gå på universitet og læse retorik. Jeg anede ikke, hvad det var. Jeg var virkelig studiefremmed. Mine mange samtaler med hende, gjorde den store forskel for mig. Vi drikker stadig kaffe og taler om bøger. Så langt behøver du ikke at gå med dine elever, men alligevel: Tænk, hvis vi havde tid og rammer til at få de gode relationer.

PS: Jeg opstiller til GL’s hovedbestyrelse, så hvis du synes, det kunne være relevant med en VUC-baggrund som min, så giv mig din stemme.