Stil krav – det gør vi!

Sådan lød et lidt slidt reklameslogan for et par årtier siden. Imidlertid passer det meget godt på den danske gymnasieskole i dag. Vi skal turde stille krav til de unge – det er vores ansvar at give dem det stærkest mulige fundament, så de kan klare de videregående uddannelser, og derfor skal de selvfølgelig blive så dygtige, som de overhovedet kan. Faktisk er det nærmest grænsende til nedværdigende, at den formulering anvendes i gymnasiets formålsparagraf, for det giver jo selv! Man fristes til at overveje, om der har været nogen i ministeriet, der har været tvivl, om det var målet med gymnasiet? Tvivlen kan ikke kan genfindes på lærerværelserne.

Der har imidlertid i de seneste år været en tendens til, at det at stille høje faglige krav til de unge mennesker er blevet gjort til et problem. De unge klager over, at de er stressede, og ”12-talspigen” er blevet en slags diagnose, man skal behandle. Den er helt gal. Lad os bare slå det fast med 7-tommersøm: Unge mennesker i dag har på ALLE tænkelige parametre bedre muligheder, en tryggere hverdag og et sikrere liv end deres forældre og bedsteforældre. Der er ingen objektive potentielt stressende grundvilkår i tilværelsen i de unge menneskers liv, der kan retfærdiggøre, at de skulle være mere pressede end tidligere generationer. Så vidt jeg ved, eksisterer den markante stigning i stresstilfælde og behandlinger af unge mennesker, som man ofte kunne få indtryk af i medierne heller ikke for alvor i virkeligheden. Dette ændrer dog ikke ved det faktum, at mange unge mennesker selvfølgelig har brug for professionel hjælp på et tidspunkt i deres liv.

Særligt i folkeskolen – og måske også i stigende grad i gymnasiet – har der med inspiration fra bl.a. en indflydelsesrig australsk skole i undervisningsforskningen været en tendens til at fokusere på det, der kan måles og vejes. Man ønsker flere tests, karakterer og ”undervisning og læring for pengene”. Det er en tendens, vi ikke bryder os om i vores hæderkronede almendannende gymnasium – selvfølgelig skal der være tests, men det skal ikke være et forenklet test-design, der skal diktere, hvad der skal foregå i undervisningen. ”Teaching to the test” er ikke almendannelse, og det efterlader os ofte ringere end udgangspunktet.

Jeg vil ikke afvise at tendensen til at fokusere på det målbare – en tendens, der også let lader sig genfinde på de sociale medier – kan virke stressende på de unge. Vi kender det fra vores pædagogikum; det er bare hårdere at undervise, når en kollega kigger på, for man føler, at man er til eksamen hele tiden.

Der er altså med andre ord tale om, at vi skal bestræbe os på at bekæmpe en tendens i tiden, som fordrer et bestemt syn på undervisning. Det er imidlertid helt afgørende, at vi insisterer på den høje faglighed, at vi insisterer på, at eleverne skal arbejde hårdt og fokuseret. Vi må ikke gå med på diskurs om, at det er synd for eleverne, og at de har for meget arbejde. Klart definerede og høje faglige krav kan endda med stor sandsynlighed virke afstressende, for så ved man, hvad man har med at gøre. Stress handler nemlig ikke udelukkende om at have meget at lave. Mennesket tager faktisk ikke som udgangspunkt skade af at arbejde meget. Stress handler i langt højere grad om uklare og utryghedsskabende signaler, manglende stilladsering og støtte og ikke mindst svage sociale fællesskaber. Her skal vi sætte ind – og jo før jo bedre.