Tekst: Bodil-Marie Ellerup Gade, Horsens Gymnasium og HF

”Det virker som om, du er fint med fagligt, men det er vigtigt, at du begynder at sige noget mere.”

Mon ikke mange af os har sagt noget i den stil til en stille elev i forbindelse med karaktergivning og faglige samtaler?
Jeg ved i hvert fald, at jeg har. Årets første standpunktskarakterer er netop blevet givet mange steder, og de følges i disse uger for mange af os op med faglige samtaler. Selv sad jeg den anden aften og gav karakterer og forsøgte efter bedste evne at knytte nogle relevante, brugbare og konstruktive kommentarer til den karakter, jeg havde givet. Og igen oplevede jeg, at jeg – trods intentioner om det modsatte – ved nogle elever forfaldt til kommentarer i stil med: “Kom lidt mere på banen. Du kan jo godt.” eller “Du må meget gerne sige noget mere.” Og når jeg i denne og de kommende uger følger mine karakterer op med faglige samtaler, vil jeg nok også igen opleve mig selv sige sætninger i stil med den sætning, jeg indledte med – en sætning, som ofte afføder følgende svar fra eleven: ”Jeg ved det godt, sådan har det altid været”. Og det kunne så være det. Eller kan det?

De seneste år har jeg virkelig tænkt meget over, hvordan jeg griber problematikken omkring de stille elever an. Det er en kæmpe udfordring, synes jeg – og desværre en udfordring, som min seneste karaktergivning viser, at jeg endnu ikke har knækket koden på. Men koden skal knækkes – i hvert fald forsøges knækket. For det ER ikke tilfredsstillende at sige til en elev, at vedkommende bare skal begynde at sige noget mere, og så bliver alting bedre. For de stille elever KAN jo ikke bare sige noget mere. Der er ikke tale om, at de bare lige kan tage sig sammen. Eller jo, det er der måske tale om for nogle elevers vedkommende, men langt de fleste af de stille elever vil jo virkelig gerne sige mere i timerne. De kan bare ikke. Virkelig ikke.

Mette Kjærsholm Boie, videnskabelig assistent og ph.d.-studerende på Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier på Aarhus Universitet, har i forbindelse med sin ph.d., “Elevstemmer i gymnasiet – uddannelse overgår alle”, forsket i fænomenet elevstemmer. Hendes undersøgelse i den forbindelse bygger bl.a. på kvalitative interviews med en række gymnasieelever. Derudover har hun som en del af sine undersøgelser indsamlet en masse såkaldte elevstemmer bestående af 86 såkaldte erfaringsbeskrivelser fra elever på både HHX og STX. At læse nogle af elevernes udsagn er på mange måder ret rystendes læsning – og i hvert fald som minimum noget af en øjenåbner. Nedenfor følger et par af dem, der har gjort størst indtryk på mig.

”Jeg kan ikke sige noget. Mange nye ansigter, mange nye navne som jeg ikke kan huske. Jeg sidder i klassen og sveder. Mit hjerte hopper op i min hals, da læreren kigger på mig og spørger. Min stemme forsvinder, og det er som om, jeg sidder i en sauna. Lad være med at kigge på mig. Hvad tænker de, alle de nye mennesker, hvad tænker de om mig? Og hvad hvis det, jeg tænker, er det rigtige at sige, men så er forkert? Jeg har lyst til at gå min vej, gemme mig væk. Jeg prøver at lære mig selv at være som luft, så de ikke lægger mærke til, at jeg er der. Jeg tvinger ’det ved jeg ikke’ frem fra min hals, selvom jeg har en idé om svaret og gemmer mig i skam bagefter.” 

”Vi er i gang med at gennemgå lektierne til den time. Min lærer spørger systematisk rundt i klassen, rækkefølgen er den samme som altid. Jeg åbner mine noter og tæller mig frem til, hvilket spørgsmål jeg skal svare på og tænker med det samme, at det kan jeg sagtens. Jeg går ind i min i-bog for at være helt sikker på, at jeg har skrevet rigtigt i mine noter, for jeg vil gerne undgå at sige noget forkert. Jeg er sikker på, at mit svar er korrekt, men jeg får alligevel en klump i maven, den vokser, hver gang min lærer spørger en ny. Min puls stiger en smule, og jeg bliver nødt til at tjekke med bogen igen, bare for at være helt sikker. Jeg ved udmærket godt, at min lærer eller klassen vil dømme mig, hvis jeg svarer forkert og jeg vil føle mig så dum indeni, så det er vigtigt, at jeg svarer korrekt. Det er min tur. Læreren stiller mig det spørgsmål, jeg har regnet med. Øjeblikkeligt begynder det at flimre for mine øjne og runge for mine ører, jeg kigger usikkert i mine noter, havde jeg nu fundet det rigtige svar? Jeg er ikke sikker. ”Jeg ved det ikke”, siger jeg. Uden at stille yderligere spørgsmål ved det, går min lærer videre til næste elev. Han har præcis det samme svar som mit, og det er rigtigt. Min følelse af lettelse over at blive sprunget over erstattes nu af en ærgrelse, jeg aldrig har oplevet større”. 

“ (…) Læreren stiller spørgsmål, og lige idet han siger ’Lotte’, rækker jeg hånden op. Hvorfor gjorde jeg det ikke før, jeg vil jo sige det samme, som Lotte siger. Men ordene kan bare ikke komme ud af min mund. Det er som om at min krop gør modstand, min finger vil ikke op, så jeg kan sige noget. Jeg tænker, hvis han spørger en gang til om noget, jeg kan svare på, så rækker jeg hånden op. Han spørger, jeg har svaret, og jeg gør det samme igen! Det føles som et tab, jeg bliver sur på mig selv. Hvorfor rækker jeg ikke bare hånden op og er ligeglad med, hvad de andre siger, hvis jeg siger noget, der er forkert? Det er, som om jeg er usikker på det, jeg vil sige, selvom det står i vores bog, men bogen har jo ikke forkerte svar!” 

”Der er faktisk ingen grund til, at jeg ikke siger noget nu. Det er jo bare, at jeg hellere vil have, at de andre siger det rigtige, end jeg siger noget, der muligvis er forkert. Det sker aldrig, at der kommer kommentarer i vores klasse. Hvorfor er det så, at jeg tænker på, at det er pinligt at sige noget forkert. Det er jo faktisk slet ikke pinligt, overhovedet.” 

Citaterne rammer mig virkelig, fordi de giver mulighed for at komme helt ind i hovedet på de stille elever. Her har de fået en stemme – den stemme, som vi lige præcis ikke hører til daglig.

Jeg indledte med at skrive, at jeg endnu ikke har knækket koden i forhold til at få de stille elever til at tale. Og det har jeg heller ikke – selv om små tiltag i det daglige selvfølgelig indimellem lykkes – heldigvis. Men første skridt på vejen ift. at knække koden og få gjort noget ved problematikken må være at erkende problemets omfang. Og problemets omfang er stort – det er både min egen erfaring og også det, som Mette Boies forskning viser. Erkender vi problemet, kan vi i fællesskab begynde for alvor at gøre noget ved det og måske få hjulpet de elever, det drejer sig om, så de slipper for igen og igen at skulle konfronteres med det velmente, men ubrugelige råd: ”Du skal bare begynde at sige noget mere.”

Indlægget er også bragt i Gymnasieskolen d. 12. november 2019: https://gymnasieskolen.dk/stille-elever