Stine Wolff
Vestskoven Gymnasium, NEXT,
Religion og Dansk
38 år
Afskaf grundforløbet og overflødige eksamener i KS og NF
I GL’s hovedbestyrelse vil jeg kæmpe for at grundforløbet afskaffes, og GL skal presse på for det vil ske hurtigst muligt. Vi skal være en aktiv part, der lyttes til, når en ny model for valg af studieretning udformes. Desuden skal den todelte eksamen i KS og NF høre op. Der er ikke tid eller overskud til dybdelæring, når man skal nå både den flerfaglige og den enkeltfaglige del. GL skal slå et kraftigt slag afskaffelse af de enkeltfaglige eksamener i NF og KS.
Styr på arbejdstiden
Vi skal have styr på arbejdstiden. Grænsen for antal lektioner man kan læse pr. uge, er de fleste steder nået. Vi skal som fagforening sige stop! Vi ser et stigende antal medlemmer på deltid, da det er for hårdt at arbejde fuld tid som gymnasielærer. GL skal være skarp på at omverdenen og lederne forstår at vi bruger os selv udpræget relationelt og personligt i arbejdet, og at det at undervise ikke kan sammenlignes direkte med andre akademiske jobs.
Fokus på VUC
I GL vil jeg arbejde for at fokus på VUC bevares og styrkes. Vi har brug for VUC, så vi kan sikre en bred adgang til uddannelse overalt i Danmark. Det er meget vigtigt at unge og voksne, der ikke passer ind på de treårige uddannelser, har et sted at gå hen. Der skal overalt i landet være plads til folk, der har ekstra brug for at finde sig til rette – og det er VUC’erne specialister i.
Begræns konkurrencen
Den uholdbare konkurrence mellem ungdomsuddannelserne skal stoppes, og GL skal markere sig på dette felt. Det gavner ingen at gymnasierne konkurrerer om eleverne. Fokus kommer væk fra kerneydelsen til fordel for dyre bygninger og marketing. Skolerne er ikke sat i verden for at lave overskud, men skal være sammen om at give alle mulighed for at få en almendannende ungdomsuddannelse.
Styrk tillidsrepræsentanterne
Vi skal i GL stadig arbejde på at forhindre tilfældig differentiering og individualisering i forhold til løn og porteføljer. For GL skal målet være kollektive aftaler både lokalt og centralt, og GL skal sikre intensiv støtte til TR’erne i deres vigtige arbejde med at sikre gode arbejdsforhold for alle.