Kronik bragt i Berlingske Tidende, fredag d. 22. marts 2019:
Anders Bærholm Frikke, næstformand i Gymnasieskolernes Lærerforening.
Jeppe Kragelund, rektor på Alssundgymnasiet Sønderborg.
Christian Alnor, rektor på Middelfart Gymnasium & HF.
Morten Henriksen, cand.soc. og lektor på Middelfart Gymnasium & HF.
Kære regering, nedskæringerne på uddannelse er generationstyveri
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) og Rockwool Fonden har analyseret prisen på uddannelsesinvesteringer set i et langsigtet samfundsperspektiv. Konklusionerne er krystalklare.
AE skriver i analysen Store samfundsmæssige gevinster på uddannelse (2009): “Mens en ufaglært tilfører samfundet værdi for 9,2 millioner kroner gennem livet, vil en erhvervsfaglært tilføre 11,8 millioner kroner og personer med videregående uddannelser 14-22 millioner kroner. Uddannelse er på den måde en sikker vej til at sikre velstand for både den enkelte og samfundet. Derfor bør der indføres obligatorisk ungdomsuddannelse i Danmark.”
Rockwool Fonden når frem til samme pointe i analysen: Afkast af uddannelse (2018), hvor en hovedkonklusion er, at der intet samfundsøkonomisk belæg er for at sige, at befolkningen i Danmark er overuddannet – tværtimod tjener mere uddannelse sig ind.
Regeringens opfattelse af uddannelsessystemet i disse år står i skærende kontrast til forskningsresultaterne. Regeringen undervurderer i den grad samfundsværdien af uddannelse, når den med meget massive nedskæringer forringer de unges muligheder for at uddanne sig, og presser de unge, som allerede er i uddannelsessystemet, hurtigt igennem i arbejdsudbuddets navn. Er rationalet, at uddannelse bare er spild af tid og skattekroner? Forestiller man sig, at Danmark kan nøjes med en generation autodidakte iværksættere (hvis sådanne overhovedet findes)?
Regeringens opfattelse af uddannelsessystemet i disse år står i skærende kontrast til forskningsresultaterne.
Viden og empiri taber i disse år i bekymrende grad terræn til følelser, tro og sansning, og den nuværende regering går forrest i at tilsidesætte netop det, landet skal leve af i fremtiden, når den betragter uddannelser som en udgift og ikke som en investering.
Nedskæringer for milliarder
Uddannelsesalliancen og AE har i en ny kortlægning (2019) vist, at regeringens spareplan samlet set beskærer uddannelserne med svimlende 20,9 mia kroner i perioden 2016-2022. Paradigmeskiftet i synet på uddannelse i Danmark betyder desuden, at der kommer færre gennem ungdomsuddannelserne. Den umiddelbare forklaring på dette skift skal formentlig findes i et kortsigtet ønske om at begrænse de offentlige udgifter på bekostning af investeringer i uddannelse. Ifølge finansministeriets analyser er udgiften til hhv. uddannelsessystemet og SU steget med 12 mia. og 9 mia. kr. siden år 2000 – ikke fordi uddannelserne er blevet dyrere (tværtimod), men fordi flere danskere uddanner sig mere. Dette har regeringen tilsyneladende haft svært ved at leve med. Man fristes til at sige, at i regnearkets logik bliver uddannelsessystemet offer for sin egen succes.
Gymnasier i provinsen
Hvad betyder disse nedskæringer, som vi efterhånden har hørt mange uddannelsesinstitutioner advare om? Lad os kigge på et par eksempler: Middelfart Gymnasium & HF og Alssundgymnasiet Sønderborg. Eksemplerne er særdeles velvalgte, da institutionerne har opført sig snusfornuftigt i forhold til eksempelvis nybyggeri. Derfor kan hverken en uforholdsmæssig stor og tyngende gæld, anlægsudgifter eller et fald i det forventede elevtal “forstyrre” billedet. De ændringer, vi beskriver nedenfor, må altså alene tilskrives 2%-besparelserne.
På begge gymnasier (og stort set alle andre gymnasier i landet) reduceres antallet af årsværk mærkbart i disse år. Begge skoler arbejder intensivt på at spare og skære i alle udgifter, som ikke direkte vedrører undervisningen af den enkelte elev. Det er naturligvis helt rimeligt at være sig omkostningsbevidst og ansvarlig i sin brug af skatteborgernes penge, men vi er nået over grænsen. Af et gymnasiums samlede udgifter går ca. 82% til løn. Hver gang der skal spares en krone, må langt den største del tages fra den tid, som underviserne kan bruge sammen med eleverne. En varslet besparelse på 1 mio. kr. om året betyder 1,5-2 underviserstillinger færre hvert år i perioden 2019-2022 på hver skole.
Alssundgymnasiet har (som mange politikerne faktisk har efterspurgt) oprettet en særlig scienceprofil, der samarbejder aktivt med det lokale erhvervsliv og uddanner unge mennesker i en del af landet, hvor et ekstra naturvidenskabeligt uddannelsesløft for alvor giver samfundsøkonomisk afkast, og i Middelfart har skolen et stærkt fokus på klima og bæredygtighed. Begge skoler bruger også (stadigvæk) penge på at lade særligt dygtige elever deltage i et talentprogram, som giver dem kontakter på universiteter og store virksomheder, men det koster ca. 8.000 kr. pr. elev pr. år. Kan man forsvare den udgift, når der skal reduceres i vejledningen og støtten til alle andre elever?
Hvor skal vi skære på den enkelte skole? Hvad er det, politikerne ønsker, vi IKKE skal gøre længere? Ingen vil svare på Christiansborg. “Det har vi tillid til, kan løses lokalt”, hedder det.
Hvad er det, politikerne ønsker, vi IKKE skal gøre længere?
Ønsker politikerne, at næste generation skal være dårligere uddannet end forældregeneration? I givet fald vil det klæde dem at stå ved det.
Det er svært at betragte nedskæringerne på uddannelse som andet end et politisk ønske om her og nu at kunne levere skattelettelser. Det er naturligvis legitimt at arbejde for skattelettelser, MEN skylder man ikke befolkningen at sige, at denne tankegang er kortsigtet, når vi ved, at uddannelse faktisk fører til et øget skatteprovenu.
Skattelettelser i dag finansieres altså med fremtidens mulighed for vækst.
Skattelettelser i dag finansieres altså med fremtidens mulighed for vækst. Det er fristende at kalde det for generationstyveri.
En bunden opgave
Demografien spiller også en afgørende rolle i denne ligning. Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning skal færre forsørge flere i fremtiden. Perioden 2018-2045 bliver her særligt problematisk, da andelen af mennesker i den arbejdsdygtige alder falder fra 64% til 58%. Med den nuværende udlændingepolitik er det ikke realistisk at løse dette problem på anden vis end at forøge produktiviteten og arbejdsudbuddet.
Produktiviteten kan styrkes via teknologiske fremskridt og i ligeså høj grad via uddannelse. Derfor bør de unge med andre ord ikke begrænses på grund af kvaliteten af deres uddannelse. Det vil simpelthen resultere i en lavere vækst i produktiviteten, end vi ellers kunne have opnået. Selv regeringens eget finansministerium erkender, at Danmark har haft en lavere vækst i produktiviteten end de fleste andre OECD-lande, og at uddannelse har en betydning for Danmarks vækst i produktivitet.
Vi savner at høre om tiltag, der sikrer samfundet på længere sigt
Arbejdsudbuddet har vi øget gennem diverse udskældte reformer. Helt centralt står velfærdsaftalen fra 2006, der gradvist hæver pensionsalderen for den yngre generation især. Da den nuværende regering og socialdemokraterne allerede er godt i gang med at bruge det økonomiske råderum, vi som samfund har skabt ved at lade pensionsalderen stige, er vi nødt til at sikre os, at den kommende generation er godt rustet til at løfte finansieringen af vores velfærdssamfund i et langt arbejdsliv. Hvordan forbereder vi vores ungdom til at klare fremtidens arbejdsmarked? Hvordan skal vi i fremtiden kunne blive på arbejdsmarkedet, til vi bliver 70 eller 75 samtidig med, at vi er dårligere uddannet – og husk i øvrigt at efteruddannelsesområdet (eksempelvis VUC) også beskæres markant i disse år.
Investeringer for de unge eller pensionisterne?
Valgkampen i 2019 har indtil videre primært drejet sig om sundhedsvæsenet og en differentieret pensionsalder. Altså emner der i højere grad optager den ældre del af vælgerkorpset. Vi savner at høre om tiltag, der sikrer samfundet på længere sigt, såsom det øgede skatteprovenu fra veluddannede unge mennesker, der er kommet godt i gang med deres arbejdsliv.
