Skal Danmark have gymnasier i udkantsdanmark?

Overskriften er en smule sensationslysten, men ikke desto mindre et helt reelt spørgsmål, der desværre ikke bliver stillet skarpt nok i offentligheden.
Gymnasiernes fremtid er selvfølgelig noget, som mange bekymrer sig om. Men diskussionen er præget af kortsigtede problemstillinger, fordi det er dem, der umiddelbart trænger sig på.
Ingen tvivl om, at kampen mod 2 %’s nedskæringer har første prioritet. Det er der heldigvis bred enighed blandt fagfolkene om, både lærere og rektorer, men også i det politiske landskab tegner der sig et flertal mod omprioriteringsbidragene.

Men hvad så, når den kamp er vundet? Danske regioner har fremlagt talmaterialet der viser at der om føje år vil mangle 25.000 elever i gymnasierne, fordi ungdomsårgangene falder drastisk. Formanden Stefanie Lose fra Region Syddanmark kræver politiske løsninger og foreslår bl.a. et forhøjet grundtilskud. Det kan være udmærket, men løser nok ikke problemstillingen i et udkantsområde, hvor et gymnasium går fra fire til to spor.

Der skal andre boller på suppen, hvis ikke mange mindre skoler i provinsen skal bukke under i det lange løb.

Det der slår mig i debatten, er den totale ansvarsforflygtigelse hos vores politikere. I 2007 indførte man taxametersystemet og sagde dermed indirekte, at nu må skolerne klare sig selv. Se, hvor langt pengene rækker og lære fra de ”best practice skoler”, hvordan man sparer penge. One size fits all, selvom der i amternes tid kunne være stor forskel i budgetterne til de enkelte skoler, og selvom man i kommunerne er pinlig bevidste om, at skolerne ikke kan drives for et ensartet beløb, uanset geografi og sociale forhold. Langeland bruger næsten dobbelt så mange penge per elev som Kolding, fordi det i et tyndt befolket område er dyrere at drive skole.
Men en egentlig kritik af taxametersystemet har ikke været fremme i debatten, og også GL har en mere eller mindre positiv indstilling til dette styringsredskab.

Hvorfor kommer kritikken først nu? Taxameteret gav skolerne en stor frihed i 2007, og taxameterets egen logik – det samme beløb per elev – gav ekstreme fordele i vækstperioder med stigende elevtal. Som bekendt har nogle skoler haft svært ved at forvalte denne frihed. VUC Syd med bygningsudgifter på en halv milliard over de seneste 8-9 år er det mest grelle eksempel, men der er andre skoler, som udbyggede stort, selvom man kunne se, at den demografiske udvikling om nogle år ville føre til uudnyttede kapaciteter.

Hele logikken, at et frit marked vil føre til bedre skoler, er besnærende, men forkert. Nogle få skoler vinder kapløbet, mens andre, og desværre mest dem i provinsen, vil bukke under, når elevtallet begynder at falde for alvor. Og det vil det gøre i løbet af en ganske kort årrække. Problemet er, at taxametersystemet på ingen måde er gearet til nedgangstider, fordi den sidst tilkomne elev er billigere i drift end de første.
Der er brug for handling nu, der er brug for politisk styring, for om 10 år, når elevtallet stiger igen, er skaden sket og skolerne lukket.
Ligesom Holger Schou Rasmussen, borgmester fra Lolland, til GL’s høring på Christiansborg den 25.9. gjorde det umisforståelig klart, at hele kommunen vil være taber, hvis gymnasiet forsvinder (se videoen her: https://www.facebook.com/Gymnasielaerer/videos/246255762726876/), så må der være lokalpolitikere i hele landet, som skal indse, at et taxameter, der ovenikøbet udhules år for år, truer eksistensen af skolerne i deres nærområde.

En skole skal ikke være afhængig af, at der i en kortere periode kommer færre elever. Og et uddannelsessystem kan heller ikke leve med, at der i en kortere periode ikke bliver ansat nye og unge lærere. Det vil føre til et uhyggeligt kvalitetstab.
Der skal handles, og der er brug for (mindst) to tiltag:
1. Tegn et Danmarkskort og bestem, hvor der skal være et gymnasietilbud for de unge. Når kortet er tegnet, så lav en plan, hvordan man med et faldende elevgrundlag kan drive skolerne som kvalitetstilbud også i magre år. Løsningen kan være et forhøjet grundtilskud, klassetaxameter i stedet for elevtaxameter, taxameterknæk eller bare ekstra bevillinger i en årrække.
2. Vi skal undgå den situation, at skolerne i nedgangstider bare fyrer eller lader være med at genbesætte stillingerne.

Af hensyn til en sund og dynamisk udvikling er der brug for nye kræfter. Der skal afsættes midler til et rotationsprincip, hvor ældre medarbejdere fx tager på efteruddannelse eller få tilskud til et sabbatår (sådanne ordninger findes der i andre lande), for på denne måde at give plads til unge lærere.
Siden 00-erne har den fremherskende teori i Danmark været, at markedet regulerer bedst. Det ville være nemt at pege på alle de skandaler. der har modbevist denne teori. Må jeg bare i al beskedenhed foreslå, at politikerne skrotter denne opfattelse og begynder at styre uddannelsessystemet igen – alternativet er, at gymnasier i udkantsdanmark vil lukke og slukke på stribe.