VUC bløder! Kursisterne svigtes! Sover politikerne?

VUC er på katastrofekurs. Der blev hen over sommeren 2019 lukket 8 afdelinger fordelt mellem 5 VUC-institutioner. Men det stopper næppe med det, for aktuelt balancerer 16 afdelinger på afgrundens rand. Det vil i værste fald sige en reduktion i antal af VUC-afdelinger på 30 procent.

VUC: en 50-årig uddannelsespolitisk kæmpe-succes er altså i frit fald, og politikerne ser passivt på. Er politikerne handlingslammede? Er politikerne uvidende om den katastrofale situation? Eller er de bare ligeglade og i deres fordommes vold?

VUC udgjorde på et tidspunkt et relativt fintmasket netværk med selvstændige VUC’er spredt rundt i alle landets kommuner. Voksne danskere havde mulighed for at vende tilbage til skolebænken for at få udviklet deres boglige færdigheder – en unik dansk model. Kursisternes sammensætning var mangfoldig, men fælles for dem alle var ønsket om at få styrket deres boglige færdigheder, så de kunne (gen)indtræde på arbejdsmarkedet eller påbegynde en videregående uddannelse med henblik på beskæftigelse og selvforsørgelse. 

Uvidenhed og fordomme
Viften af VUC’s uddannelsestilbud har altid været rettet mod og ofte skabt i samarbejde med arbejdsmarkedet og har dermed på fleksibel vis udfyldt et hul i uddannelseslandskabet.

Udover den almindelige AVU- og HF-undervisning har VUC gennem årene leveret rekvireret (af virksomheder og kommuner m.fl) undervisning, flex- og fjernundervisning, læse-/stave-kurser, ordblindeundervisning, gsk- og gis-kurser samt utallige projekter i samarbejde med lokale aktører og meget mere. Kort sagt har VUC haft en central rolle for borgere, der ikke passede ind på de andre ungdomsuddannelser eller borgere, der havde brug for omskoling på grund af arbejdsskade, arbejdsløshed, særlige personlige forhold eller andet.

Derfor er det forstemmende og bekymrende, at Folketingsmedlem Mai Mercado (C) beskriver VUC som værende: “…et system, hvor man kan gå i et hamsterhjul og tage det ene VUC-forløb efter det andet”. Kan der virkelig være stemmer i sådan en hånlig (eller måske blot naiv?) udtalelse? Det vil være klædeligt, hvis politikerne lod deres uvidenhed og fordomme afløse af vilje til at medtænke og søge kendskab til gruppen af VUC-kursister, der trods deres særlige livssituation insisterer på at tage en uddannelse. I en tid hvor politikerne står i kø for at reklamere for optagelse på erhvervsuddannelserne, er det oplagt at rette blikket mod de mange VUC-kursister, der hvert år afslutter deres AVU- og HF-eksamener på VUC. (Det løser dog ikke problemet med, at der i årtier har manglet tusindvis af praktikpladser på erhvervsuddannelserne!)

Besparelser og massefyringer
VUC har som andre ungdomsuddannelser været ramt af besparelser via omprioriteringsbidraget på 2 % årligt i 4 år fra 2016 til 2019. Derudover er der samtidigt blandt andet skåret drastisk i fjerundervisningstaxametret, gsk-undervisningen samt ordblindeundervisningen. Sidstnævnte skulle efter sigende være et af regeringen politisk prioriteret område, men det er åbenbart ikke nok til at holde besparelser fra døren. Besparelserne på VUC-området beløber sig ifølge Danske HF & VUC på 15 % alene over de seneste fire år. Det vidner om en utvetydig og historisk nedprioritering af et unikt dansk uddannelsestilbud.

Aktuelt varsles der fyringer rundt om på landets VUC’er, hvor der på Fyn er tale om 20 medarbejdere, Nordjylland 14, København 26, VUC Vest 6 samt Århus 12. Dertil kommer 6 medarbejdere i Skive/Viborg, 4 i Holstebro og flere er på vej på andre afdelinger. Disse afskedigelser står ikke alene, der er blevet afskediget et større antal medarbejdere på VUC’erne de sidste 4 år, og der forventes flere i løbet af foråret. Der er en trykket stemning og tomt på nogle lærerværelser. En følelse der forstærkes af, at FGU’en samtidig har drænet VUC’erne for såvel kursister som lærere. FGU-reformen har med andre ord lagt pres på institutionernes overlevelse.

50 mio. – redning eller symbolpolitik?
Erfaringer fra tidligere lukninger af VUC’er i lokalsamfund har vist, at følgen er et faldende uddannelsesniveau i det berørte område. Det har nemlig vist sig, at VUC-kursisterne ikke bare pendler til VUC’erne i de større byer. De afbryder typisk deres uddannelsesforløb, da hverdagen og deres livssituation ikke kan forenes med daglig pendlen fra periferi til center. Politiken foretog en rundspørge i blandt kursister på 11 lukningstruede VUC-afdelinger i september 2019, hvor resultatet lød: Hver anden kursist vil droppe ud, hvis de får for langt til deres uddannelse på VUC. Måske uforståeligt for politikere i København – men hverdag for en VUC-kursist. 

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har udtalt: ”Når en VUC-afdeling lukker ned i en by forsvinder en mulighed for at videreuddanne sig. Det rammer særligt de ufaglærte hårdt (…). Det kan vi ikke acceptere.” Det er klar tale og vidner om forståelse for gruppen af VUC-kursister.

Ministeren understreger regeringens vilje til at sikre de lokale VUC’er, hvilket i praksis skal gøres med en pulje på 50 millioner kroner over 4 år, hvorfra de lukningstruede VUC’er eller VUC-afdelinger kan søge midler til overlevelse. Det lyder sympatisk. Bemærk dog at det er midler, der kan søges via en årlig ansøgningsrunde, hvorved seriøs fremadrettet planlægning besværliggøres. Og hvilken forskel kan 12,5 millioner årligt reelt gøre? Når vi husker, at 8 afdelinger allerede er lukket med 16 yderligere på vej, bliver det tydeligt, at pengene forslår som en skrædder i helvede.

Der er brug for, at den politiske debat og prioritering af VUC-området baseres på empiri og visioner. VUC har været en 50-årig succeshistorie; det er desværre i reglen sådan, at det først går op for en, hvad man har mistet, når det er væk.

Indlægget er også bragt i Gymnasieskolen d. 11. februar 2020: https://gymnasieskolen.dk/vuc-bloeder-kursisterne-svigtes-sover-politikerne