Skab ro til fordybelse: Det er tid til en grundig evaluering af reformen

Min 1.y-klasse fik et chok, da de mødte op til et nyt skema på gymnasiet efter juleferien. Som om det ikke var rigeligt at skulle forholde sig til den verserende fnat-epidemi, kunne de se frem til en skolehverdag plastret til med lektioner fra morgen til aften – uge efter uge. Som lærer er det let at ty til de sædvanlige paroler om den dovne ungdom, der ikke kan stramme balderne, når det gælder, men jeg må indrømme, at en skolehverdag med 33-35 timers undervisning plus lektier og afleveringer hver uge er for meget. Selvfølgelig bliver de pressede og stressede, og desværre for nogles vedkommende også apatiske og desillusionerede.
Trivslen er historisk dårlig blandt vores unge; det er langtfra kun gymnasiets skyld, men det er vores pligt at sikre, at vores uddannelser ikke bidrager til en negativ udvikling. Derfor er det på tide at udsætte den nye reform for en grundig evaluering. Timingen er rigtig: HF’erne har været igennem det første gennemløb, og de første treårige studenter klækkes til sommer. (Samtidig skal vi huske, at reformen af 2016 vel knapt var en reform, men snarere en justering af den hidtidige gymnasiereform fra 2005).

Efter årelange nedskæringer har lærere og elever ude på skolerne først og fremmest brug for tid og ro til fordybelse. Efter et årti hvor fokus i skolesystemet i overdrevet grad har været rettet mod målbarhed og tests, må formålet med en justering af reformen i højere grad være at gøre gymnasiet til en helle af dannelse, fordybelse og kreativitet i en verden, hvor ånd, perspektiv og høj faglighed er en mangelvare. Det må stå klart for enhver, at ressourcer formentlig er den vigtigste faktor i dette spil – men selvfølgelig ikke den eneste. Vi ved, at gymnasierne bestemt ikke står først i køen, når velfærdsstatens begrænsede midler skal fordeles. Regeringen har både en klimamålsætning, minimumsnormeringer i børnehaverne, folkeskolen og indsats for udsatte børn at forholde sig til (og givetvis skal det også være ”Arnes tur”), inden der kan blive penge til uddannelsessektoren. 

Med andre ord er det nødvendigt at kigge i andre retninger, hvis vi skal vende udviklingen og skabe en skolehverdag med mindre stress og præstationspres og mere mening og faglighed.
Ofte glemmer vi at stille skarpt på de grundlæggende strukturer, som vi tager for givne, måske mest af alt fordi det altid har været sådan.

Jeg vil derfor opfordre til en debat på et par væsentlige områder:
For det første skal vi sammen med lærere, ledere og de faglige foreninger stille skarpt på de enkelte lærerplaners krav og forventninger til undervisningen. Vi må væk fra det, jeg vil kalde ”tjekliste-undervisning”, hvor undervisningen mest af alt handler om at tjekke af modul efter modul ofte uden reel mulighed for at nå hele listen igennem. Der er med andre ord ikke rum til kreativitet, umiddelbarhed og aktualitet – og hvis det alligevel finder sted, er det tit på trods. Jeg overhørte en samfundsfagslærer, der sagde, at man knapt havde tid til at inddrage folketingsvalget i forårets undervisning, hvis planen skulle holdes. Fagbekendtgørelserne skal beskrive fagets mål, og selvfølgelig afdække, hvad eleverne skal kunne på et givent niveau, men at binde undervisningen på hænder og fødder kan aldrig være pointen. Så er meget mere tabt end vundet. 

Dernæst er det på tide, at vi grundigt overvejer skoleårets indretning. Målet her må være at skabe mere rum og dermed ro i hverdagen for elever og lærere. Skemaet skal ikke bestå af undervisning fra morgen til aften, men i højere grad af vekslende aktiviteter af undervisning, fagligt input, sociale aktiviteter, friidræt, lektiecafe, gæsteoplæg, ”skrive- og lektiefængsel” og besøg uden for huset. Skolen skal igen blive et socialt og fagligt værested for de unge mennesker, hvor man trives og engagerer sig – det skal ikke være undervisningsfabrikker. Hvordan skabes denne plads? Det er ikke let, for ingen politiker vil beskyldes for at slække på fagligheden, men en gennemgang af læreplanerne vil være et første vigtigt skridt.

Herefter bør man arbejde med skemalægningen på skolerne, således at der skabes lidt mere frihed. Man kan via en gennemgang af årets søgnehelligdagsplanlægning givetvis ”strække” skemaet med nogle dage.

Mere radikalt kunne være en ændring af måden, hvorpå vi nærmest helliggør eksamen. Lad os overveje, om eksamen ikke kan gøres bare lidt mindre ”knald eller fald”. Dette kunne gøres ved at dele karakteren op i en eksamenskarakter, en årskarakter og en tilstedeværelsesbrøk. Herved har man i højere grad tjent point sammen i løbet af året. Det vil givetvis lette på presset på eleverne. (men selvfølgelig ikke på HF/VUC). 

Grundforløbet er også en vigtig faktor i dette spil. Generelt medvirker det til at presse elever og lærere, og det er svært at se, at intentionerne om, at eleverne får et bedre grundlag for at vælge studieretning, bliver opfyldt, simpelthen fordi fokus lægges på at bestå de ganske krævende eksamener i AP og NV. Grundforløbet bør erstattes af en orientering om (ganske få) studieretningsmuligheder – ikke mindst fordi det giver trivsel og tryghed at komme i en fast klasse.

Man kunne også via forsøgsordninger afdække, om man kunne lave forbedringer af eksamenssystemet på et mere konkret niveau. På HF ligger det ligefor at fjerne de unødvendige dobbelteksamener i NF og KS. På STX og HHTX kunne det måske være en mulighed at nedtone den eksterne censur til nogle af mundtlige eksamener. Den eksterne censur er dyr og tidskrævende, men den er vigtig for at sikre den nationale standard. Men hvad skulle der ske ved, at læreren selv evt. med intern censur afvikler nogle af de mundtlige eksamener og evt. med bestået-ikke bestået-karakter? Herved kunne eksamensperioden gøres lidt kortere, hvilket vil give mere plads i skemaet, og der skal faktisk ikke så meget til for at gøre en mærkbar forskel. Det vil dog i sådan et system givetvis være nødvendigt at forbedre klagesystemet, således at eleverne får lettere adgang til en omeksamen i august, hvis de føler sig dokumenteret uretfærdigt behandlet. 

Måske er mine forslag på særligt eksamensområdet for radikale, og selvfølgelig kunne man forstille sig andre tiltag, der kunne have en positiv effekt på læringsmiljø og skoleliv, ikke mindst diskussionen om HF er allerede blevet åbnet af GL’s uddannelsespolitiske udvalg under Peter Hall.
Min grundlæggende pointe er, at det er på tide at igangsætte en debat om, hvordan vi kan skabe en gymnasieskole, der skaber og danner mennesker uden skævbelastning, stress og udbrændthed – og vel og mærke en debat, der ikke udelukkende handler om økonomi.

Indlægget er også bragt i Gymnasieskolen d. 4. februar 2020: https://gymnasieskolen.dk/skab-ro-til-fordybelse-det-er-tid-til-en-grundig-evaluering-af-reformen