af Alex Young Pedersen og Jeppe Kragelund
(Artiklen er også bragt på gymnasieskolen.dk)
Det er ikke et enten-eller, men et både-og. Vi skal og kan sagtens favne og understøtte begge de modeller, som vores overenskomst giver mulighed for.
Vi vil fortsat arbejde for, at at der skal være mulighed for at indgå aftaler eller opgøre arbejdstid ved hjælp af tidsregistrering. Blandt andet derfor stemte Liste 3 (sammen med to fra Liste 1, en fra Liste 2 og IFA-repræsentanten) JA til OK 15.
Uanset om man er på en skole med det ene eller andet system, så er et tillidsfuldt samarbejde forudsætningen for såvel en velfungerende tidsregistrering og gode aftaler.
Målet kan aldrig i sig selv være blot aftaler eller tidsregistrering.
Målet er ikke selve systemet, men tryghed og trivsel i jobbet.
GL er optaget af at skabe jobtrivsel og muligheder i jobbet for medlemmerne. Derfor har Hovedbestyrelsen iværksat et stort projekt om professionel kapital.
Arbejdet med professionel kapital sætter kerneydelsen i centrum. Arbejdsglæde og trivsel afhænger direkte af, hvilke muligheder man har for at udføre kerneydelsen – i vores tilfælde undervisning. Trivsel kommer af kvalitet i kerneydelsen, og er et udtryk for, om arbejdspladsen har høj grad af tillid, retfærdighed og samarbejde.
Det er vigtigt, at vi ikke stirrer os blinde på, om aftaler er bedre end tidsregistrering eller omvendt, når svaret reelt skal findes i skolens niveau af tillid, retfærdighed og samarbejdsevne på arbejdspladsen.
Tillid og samarbejde gør en aftale god og gode aftaler bedre. Tillid og respekt gør en velfungerende tidsregistrering mulig – og altså IKKE omvendt.
Tillid og samarbejde er forudsætningen for den gode aftale og den velfungerende tidsregistrering, ikke resultatet.
Læs mere om professionel kapital på http://www.gl.org/uddannelse/professionel-kapital/sider/professionel-kapital-paa-gymnasieuddannelserne.aspx, hvor der også er videoklip med professor Tage Søndergaard.