Strøtanker til konflikten - den danske model under pres

Af Burkhard Sievers

(Artiklen er også bragt på gymnasieskolen.dk, april 2018)

Der er på det seneste skrevet og diskuteret en hel del om den danske model, især på det offentlige arbejdsmarked, senest i det nye nummer af Gymnasieskolen. Selvom situationen var stort set den samme i 2013, da folkeskolelærerne (og gymnasielærerne) blev kørt over, så virker det som om de problematiske forhold i forbindelse med disse unikke spilleregler er trådt tydeligere frem.

Jeg indrømmer, at jeg ikke vil forsvare den danske model for enhver pris. Den trænger til en grundig revision og for min skyld en afskaffelse, i hvert fald i den form, som den har præsenteret sig i 2013, 2015 og 2018. Det var også i 2015 uhørt, at overenskomstforhandlinger ikke førte til ophævelsen af lov 409 (hvis nogle undrer sig over årstallet).

Den offentlige sektor er politisk defineret, og derfor er en klar adskillelse af overenskomstforhandlinger og bevillinger til de forskellige områder umuligt. Det viser sig i al tydelighed, hvis man følger de mange engagerede debatter på de sociale medier, der også på smuk vis udtrykker sig i sloganet Nok er nok: Det er helt åbenlyst, at frustrationen hos de mange i lige så høj grad er rettet mod de mange nedskæringer og den deraf følgende arbejdsintensivering.

Disse forhold er egentlig ikke på dagsordenen i disse forhandlinger. Sat på spidsen, så drejer forhandlingerne sig egentlig udelukkende om, hvorvidt en pædagog i løbet af de næste tre år skal stige med 1.800 eller 2.200 i løn – der er intet i vejen for, at kommunalbestyrelsen dagen efter overenskomstresultatet går ud og fyrer tre af Solsikke-børnehavens syv pædagoger. Normeringen er formelt arbejdsgivernes afdeling, de har ret til at lede og fordele arbejdet.

Nok er nok er med andre ord udtryk for en politisk frustration, som ikke kan løses i forhandlingssystemet. Derfor føler mange lønmodtagere en magtesløshed og vrede, når modparten ovenikøbet anklager fagbevægelsen for at forplumre forhandlingerne ved at stå sammen og kræve, at lærerne skal have en overenskomst, at den betalte spisepause på statens arbejdspladser skal garanteres, og at lønnen skal følge de privatansattes lønninger.

Under de givne forhold er denne perspektivforvrængning fra arbejdsgiverne i mine øjne det værste. Jeg tror endda, at Ziegler og de andre selv tror på deres fuldstændig vanvittige fortolkning af den igangværende konflikt. De tager nemlig den del af den danske model for givet, der tæmmer lønmodtagerne og gør dem til passive tilskuere, mens de selv forbereder lockout og efterfølgende lovindgreb. Det gør, at lønmodtagernes eneste trumfkort, nemlig at stå sammen, strejke og dermed gøre deres indsats og betydning synlig, først kan spilles, når det hele er slut. Den danske model tager de offentlige lønmodtagernes eneste effektive kampmiddel fra dem. I denne uge mente de kommunale arbejdsgivere ovenikøbet, at en uskyldig happening i arbejdstiden, nemlig at tage et billede til støtte for vores forhandlere, var for meget. Mange ansatte blev slet og ret truet med arbejdsretslige konsekvenser, hvilket fik organisationerne til at indskærpe, at der ikke må nedlægges arbejde. Vi lader den lige stå et lille øjeblik!

Samtidig kommer det frem, at den varslede lockout på sygehusene slet ikke kan lade sig gøre, fordi et minimumsberedskab for at forhindre dødsfald nogle steder kræver en bedre normering end den eksisterende. En sygehjælper på disse undernormerede sygehuse kan reelt intet gøre udover at bede om godt vejr og venligsindede politikere.

Den danske model tillader kun strejken i et meget, meget begrænset vindue, og mange steder er strejken slet ikke en mulighed. Resultatet er, at arbejdsgiverne kan diktere arbejdsbetingelserne og lade som om disse er resultat af en fri forhandling. Vi gymnasielærere ved, hvad det har betydet. Uden strejkeret er der ingen ligevægt. Og varsling af lockout for næsten en halv million ansatte kan jo kun lade sig gøre, fordi arbejdsgiverne kan vide sig sikre på, at konflikten hurtigt bliver afbrudt af Folketinget.

Der er altså med andre ord brug for ændrede spilleregler, der giver de ansatte flere redskaber i hånden.

Vi skal stå sammen og vise vores solidaritet med hinanden, men det er ikke nok at danne faneborg ved Forligsinstitutionen eller at samles til store demonstrationer. Modparten er trænet i at ignorere disse solidaritetskundgørelser. De ved, at den danske model et langt stykke hen ad vejen binder fagforeningernes hænder. De oplever os som lam, fordi vi parkerer vores kampmidler i en model, der giver ulvene frit spil.

Modpartens drøm er individualisering. Enhver er sin egen lykkes smed, fagforeningerne er der ikke brug for. Ræs mod bunden, hedder disciplinen, som mange steder i samfundet er godt på vej. Vores eneste værn et at vise vores styrke sammen på en måde, så vores betydning for samfundets drift bliver tydelig. Står vi alene, vil vi næsten gøre hvad som helst for at få eller bevare et job i en tid, hvor prekariatet er blevet den nye akademiske underklasse, og hvor manglende tryghed i ansættelsen er et stigende problem. Som en af vores medlemmer udtrykte det så malende, da skolen informerede om varsling af syv afskedigelser:

”Man bliver klart mindre motiveret til at klage over detaljer som arbejdsforhold. P.t. er jeg personligt stort set klar til at undervise klasser på 300 i et lokale fyldt med sultne alligatorer, så længe jeg har et job .”